I dag var der lidt “midt på ferien”-stemning, så ingen havde rigtig lyst til det helt vilde.

Der blev spillet og leget lidt i kælderen, og Trine tog pigerne med på legepladsen igen, mens Kåre fik tid til at være lidt alene hjemme. Om eftermiddagen fik hun så til gengæld lov til at tage ud at handle for sig selv lidt, uden mand og børn til at være besværlige 🙂

Det gav udslag i at der om aftenen var grillmad i haven. Der blev grillet bøffer og majs, og det var endda lykkedes Trine at komme i en liquor store, så der var rødvin til Kåre. Det er nu lidt besværligt at man ikke kan købe øl og vin i supermarkedet. Paula og Dan havde en stor og god gasgrill, så der var plads og mulighed for at grille lidt af hvert.

I dag var planen at tage på en gåtur i en af Calgarys parker. Og så kunne vi jo lige så godt sørge for at finde lidt geocaches på vejen… Så udstyret med myggespray og solcreme og vand parkerede vi på en parkeringsplads i Fish Creek.

Det blev igen til en meget varieret skovtur, hvor der både var skov og klipper og vand og meget andet. Vi fandt nogle geocaches, en enkelt måtte opgives efter at Kåre ellers havde klatret en del på stejle klipper efter den, muligvis var den væk 🙁

På vej hjem nåede vi at handle i SafeWay. Det synes pigerne godt nok var noget mere kedeligt end at gå skovtur, så for at slutte dagen med en god oplevelse stod Trine og pigerne af bilen på vejen hjem ved skolens legeplads. Imens fik Kåre så ryddet indkøbene af vejen og ryddet huset lidt op, så vi kunne spise aftensmad da resten af familien kom hjem. Aftensmaden var nu ikke det vilde: Vi holdt os til brød og pålæg 🙂

I dag var planlagt en af de store planlagte ting i forbindelse med ferien: Et besøg i Badlands og på dinosaur-museet.

Før vi kom afsted skulle Trine lige en tur ind forbi centeret – hun havde nemlig set en hat hun ville have, men ikke havde fået købt da hun så den. Den hat har vist sig at være næsten syet på Trines hovede siden 🙂 Da hatten først var hentet kørte vi afsted mod museet. Det var en lang køretur udover prærien. Udover enorme marker så vi også jævnligt en olieboring og andre steder gasboringer. Slet ikke som jeg forestillede mig store olieboringsområder, men i stedet for bare et lille stykke jord midt i en mark, med plads til en lille oliepumpe, som ikke er afskærmet eller sikret på nogen måde.

Turen gav også en oplevelse af at køre midt i ingenting! Kilometer efter kilometer blev tilbagelagt uden at se nogen bebyggelse andet end enkelt kornsiloer midt i ingenting. Undervejs gjorde vi holdt for at spise en kiks og drikke lidt vand ved noget af det eneste bebyggelse vi mødte: En tankstation og et foderstofkompagni langt fra alt andet. I det hele taget blev landskabet ved med at være flad prærie, selv 5 kilometer før Drumheller, hvor museet ligger ved. Og vi begyndte at være i tvivl om, hvorvidt museet virkelig lå i de Canadiske Badlands.

Men lige før Drumheller kørte vi pludselig ned i en kløft, og så var det der – sparsom vilter bevoksning, sært formede klippeformationer og brunlige og rødlige farver. Vi havde fundet de Canadiske Badlands. Museet lå nogle kilometer udenfor Drumheller, men kunne findes uden problemer.Desværre kom der i samme øjeblik et ordentligt regnskyl, så Kåre satte Trine og pigerne af så tæt som muligt på indgangen før han fik parkeret bilen, og løb gennem bygerne ind selv.

Det første rum af udstillingen var genskabte dinosaurer i naturlig størrelse, og derefter kom et rum med forskellige interaktive udstillinger om tiden omkring dinosaurernes tid. Det meste var for lidt større børn end Ellen, men hun behandlede det bare som legeting, og ignorerede den egentlige pointe med det, så det gjorde ikke noget 🙂

Men så var det også frokosttid, så vi forlod udstillingen for at besøge cafeteriet. Det blev til pizza og burgere – det var klassisk turistfældecafeteria i middelmådig standard – og vi fandt et bord ved et vindue hvor vi kunne kigge udover landskabet. Derefter var det tilbage til udstillingerne.

Det er ikke nemt at beskrive alt hvad vi kom forbi – stedet var enormt – men der var rigtig rigtig mange ægte dinosaur-skeletter og det er faktisk ret imponerende i sig selv. Bare størrelsen og følelsen af hvor gamle de egentlig er giver en vis respekt for det hele. Ellen og Karen var behørigt imponerede, især i starten, men meget af det var klassisk “ting med et skilt”-museum, og selv om det er dinosaurer, og det bliver det selvfølgelig lidt kedeligt i længden for børn i Ellens størrelse, men der var heldigvis en del afveksling i udstillingerne, og nogle steder var der også lidt interaktion. Trine gav op halvvejs, og vi lånte en kørestol til hende, for at gemme lidt bevægelighed til en gåtur i Badlands bagefter.

Efter museet var det tid til at se området udenfor. Vi konstaterede at vi stadig ikke har vænnet os til at være internetløse (heller ingen Wifi på museet), så vi havde ikke nogen geocaches med, som vi ellers havde planlagt at finde. Øv øv. Vi startede med at gå op ad en trappe til et udsigtspunkt lige udenfor museet. Området er ret særpræget med tydelige stærke geologiske lag, og stejle skrænter og kløfter. Selvom det er ørkenagtige forhold er der en del bevoksning af hårdføre planter, og dets ry for at være uvejsomt og ufrugtbart er givetvis sandt sammenlignet med det omkringliggende prærie, men samtidig er det ikke bart som man kendet f.eks. et højtliggende klippelandskab.

På vej ned fra udsigtspunktet mødte vi et par danskere der var på ferie i autocamper. Dem snakkede vi lidt med, og imens forsvandt Ellen ned af trappen. Der fik hun sat sig grundigt fast i noget mudder, og var nær ikke kommet op igen, og hun var meget ked af det da vi endelig nåede ned til hende.

Herefter tog vi en tur rundt af en lille sti gennem badlands. Kåre var meget stolt da det lykkedes ham at få øje på en lille gnaver af en slags, det er altid sjovt at se vilde dyr, selvom de er små. Vi fik også øje på noget lidt ørkenagtigt: Der groede faktisk kaktusser rundt omkring. Turen fortsatte rundt og bød på mange flotte landskaber, og vi så endda endnu en lille gnaver. Ellen så en selv, som hun så løbe ned i sin hule, og var lige ved at falde ned af en skrænt for at nå ud at se hulen.

Tilbage ved museet må det indrømmes at noget af glamouren gik af at have set gnavere i naturen. De viste sig at løbe rundt overalt og ikke være spor bange for mennesker – faktisk prøvede de at snuppe hvad de kunne få fat på, og nippede lidt til Ellens sandal.

Turen blev sluttet af med en is og et besøg på legepladsen udenfor, mens museet lukkede.

På vejen hjem konstaterede vi at det ville blive meget sent før vi nåede Calgary, så vi stoppede i Drumheller for at gøre noget så kedeligt som at tage på McDonald’s. Børnene var først meget begejstrede, men blev noget skuffede over at der intet sted var et legeområde til børnene – det er nok mere det end noget andet der gør at de indimellem tigger om at komme på McDonald’s.

På vejen hjem lykkedes det Karen at sove lidt i bilen, mens Ellen ikke ville overgive sig selv om vi først var hjemme næsten klokken 10. Hun var dog meget begejstret for solnedgangen på vejen.

Vi havde besluttet at tage ind til midtbyen i dag, og i stedet for at prøve at tage bilen derind valgte vi at prøve den offentlige infrastruktur “The C-train”. Vi kom til stationen af en imponerende gangbro over MacLeod Trail (en 8-10 sporet hovedvej gennem byen), og fik købt en billet uden store problemer. For Ellen og Karen var det en oplevelse, for de har kun kørt meget lidt i tog, og de nød at kigge på alle tingene ud af vinduerne hele vejen ind.

Vi stod af på stationen ved City Hall, og kiggede os om. Det gik op for os at vi ikke rigtig havde planlagt turen, og vi ikke rigtig vidste hvad vi så efter. Men vi tændte GPS’en og fandt en enkelt geocache i en flot, men lille, park. Så besluttede vi at prøve at komme op i en bygning og gå ad “+15’”, so mer en serie af forbundne bygninger i midtbyen, hvor man kan komme stort set hvorsomhelst uden at komme udenfor fordi de er forbundet med gangbroer i 15 fods højde og alle har offentlig adgang.

Til sidst havnede vi i bygningen “The Core” som er et stort indkøbscenter i midtbyen. Her skulle vi to ting: Have noget at spise, hvilket blev klaret i deres Food Court hvor vi købte mad i en Græsk og en Indisk lille biks. Og så vores hovedformål med at komme til The Core: The Devonian Gardens, en imponerende botanisk have midt i indkøbscenteret. Vi fandt endda en lille legeplads, hvor pigerne legede. Desværre var den lidt overfyldt af en ungdomssommerlejr, som ikke gav alt for meget plads til andre. Alligevel var det rart for pigerne at finde en legeplads. Og de var også behørigt imponeret over haven – ikke mindst guldfiskene.

Vi gik ned gennem byen og fandt gågaden, hvor vi blandt andet var i en stor boghandel. Desværre havde pigerne ingen tålmodighed til shopping, så vi måtte hurtigt vælge at gå videre. Vi kom forbi en metalhest, som skulle indeholde en mikro-geocache, men vi kunne ikke finde den. Vi kom forbi Calgary Tower, men blev enige om at vi ikke synes det var prisen værd at komme op i. Men vi gik ind forbi turistinformationen, og fandt en del materiale om hvad vi ellers skulle se, mens vi var her. Og pludselig så Trine at der stod en geocache i hjørnet, så den måtte vi jo også lige logge 🙂 På vej tilbage kom vi forbi hesten igen, og pludselig stod en hel flok med mobiltelefoner fremme og kiggede meget interesseret på hesten. Gruppen var geocachere på jagt efter cachen, og sammen ledte vi grundigt et stykke tid, dog desværre stadig uden held.

Det sidste vi så på var en lille park, Olympic Plaza, hvor der skulle være flot vandudsmykning, men det var desværre ved at blive renset. Pigerne var ved at være trætte, og det begyndte at regne, så selvom det egentlig ikke var så sent, tog vi toget hjem igen, nu desværre i myldretid. Først efter et par stop fik Trine en siddeplads, og vi var næsten hjemme før vi fandt en plads mere til Kåre, og Ellen og Karen ovenpå. Hjemad hang de mere end de kiggede gennem vinduer.

Vi havde for en stille og rolig dag, og brugte igen formiddagen derhjemme med fri leg og god tid. Ellen og Karen nød det store udvalg af usund morgenmad som Nordamerika byder på foran tegnefilm i fjernsynet. Men til eftermiddagen havde vi planlagt at besøge Lake Sikome, som vi spiste frokost ved d. 19. juli. Vi havde lovet at vende tilbage med badetøj og legeting, og det gjorde vi så i dag.

Vejret var fantastisk da vi kom, og Ellen, Trine og Karen løb straks i vandet. Kåre var langt mere kedelig og blev på land. Ellen havde mod på at prøve at øve at lære en smule at svømme – søslanger er en god ting, og Karen var især begejstret for at lege med en skovl og en spand i vandkanten. Det var nogle dejlige timer i total ro og fred, og både Karen og Ellen nåede at blive helt begravet i sand. Til sidst begyndte det at regne, og vi besluttede at det var tid til at komme hjem. Mens Ellen, Trine og Karen fik skyllet sandet af under bruseren (der var kun loftsbrusere og begge piger var totalt hysteriske, så det var noget af en opgave!), samlede Kåre tingene sammen, og fik hele regnskyllen, som var i stand til fuldstændig få ham gennemblødt på fem minutter. Og da regnvejret udviklede sig til et tordenvejr blev alle kaldt op og søen lukket af livredderne.

Trine så nogle store fugle flyve henover som hun ikke kunne finde ud af hvad var – men det viste sig at være pelikaner! De har altså nogle lidt mere spændende dyr herovre!

Trine handlede og lavede wokmad til aftensmad, mens resten af familien slappede af.

Formiddagen blev en stille og rolig dag, hvor vi bare var hjemme. Trine fik prøvet vaskemaskinen. Den var topbetjent, det har vi ikke prøvet før. Og maskinen er tilsluttet både koldt og varmt vand. Det viste sig at standardprogrammet kun tager en god halv time, noget mindre end vi er vant til. Men tøjet blev tilsyneladende rent nok. Ellers blev der leget både inde og ude (Ellen elsker de mange børnebrætspil i kælderen), og vi fik ryddet lidt op i huset der efterhånden så rigeligt beboet ud.

Om eftermiddagen tog vi på tur. Dagen før var “Canada’s Park Day”, og det var jo en god undskyldning til at gå en tur i en park. Men Fish Creek Park havde altså snydt, og holdt dagen en dag for sent. Vi fandt frem til stedet, og der var lavet en masse for børn. Der var hoppeborge og småspil, og der var også frivillige der prøvede at flette legen sammen med lidt undervisning om f.eks. hvad for nogle fisk der var i Fish Creek og hvordan de lever. Et bestemt sted kunne man male en papfisk, og få sat den på en pind. Fisken på pinden var pigerne meget stolte af! Mens pigerne tegnede fisk var der en der genkendte at vi vist måtte snakke dansk – og spurgte om det var os der boede i Paula og Dans hus. Det viste sig at være en af Paula’s veninder, der gættede at danskere med to piger i den alder måtte være os – og hun mente også at kunne genkende Trine fra hendes Facebook-billede, når Trine havde kommenteret på nogle af Paula’s Facebook-postings.

Efter at have set tingene gik vi en lille tur langs Fish Creek. Der var ikke mange spor efter oversvømmelserne her, selvom man kunne se lidt aflejret mudder hist og her. Vi fandt også vores første canadiske geocaches: En earth cache (der er utroligt mange earth caches og virtuelle caches i Calgary) og en traditionel cache, som vi fandt på en lille rundtur. Desværre var der så mange myg, at Ellen til sidst blev helt hysterisk. Vi aftalte at der måtte købes myggespray dagen efter.

Til sidst fandt vi to tredjedele af en virtuel cache, den sidste tredjedel viste sig at være 3½ km væk, så vi fik ikke færdiggjort den. Men vi kom til et sted vi kunne få en is og en kop kaffe. Ellen blev holdt glad ved at få kameraet og tog en hel milliard billeder af alt muligt.

Aftensmaden blev i South Centre Mall’s food court. Pigerne var blevet lovet nuggets og pommes frites, og de blev leveret af KFC, mens Kåre besluttede sig for at forsøge en canadisk specialitet “Poutine”, som er pommes frites med brun sovs og cheese curds, fra New York Fries. Det er ærlig talt lige så mærkværdigt som det lyder. Trine var vinderen af det bedste mad, da hun fik en faktisk rigtig god japansk ret, fra en japansk bod. På vejen hjem handlede vi i Safeway overfor centeret. Ellen var især meget fascineret af et kæmpe udvalg af pyntede kager!

Vi havde besluttet at besøge et “science center” som Trine har læst om, og som Kåre også har fået anbefalet af Birte der har været der med sine børnebørn. Centeret har navn efter det lokale teleselskab “Telus” og hedder “Telus Spark”. Så vi fik pakket os sammen i bilen og bad GPS’en vise os vej. Men vi havnede ikke der vi troede vi gjorde – i stedet kørte vi pludselig gennem Calgary Midtby og de store højhuse, noget jeg ikke var spor tryg ved, da jeg stadig ikke synes jeg var helt sikker på at jeg havde styr på de Canadiske færdselsregler (det er nu faktisk ret nemt at køre i Canada, de har fremragende skiltning og afstribning af deres veje, og de kan endda finde ud af at tælle i km/t og ikke mph). Da vi nåede parkeringspladsen som GPS’en bestemt mente var det rigtige sted var Kåre overbevist om at vi måtte være det rigtige sted, mens Trine mente det var helt forkert. Heldigvis lyttede vi til Trine – jeg tror vi må have været ved “Telus Convention Center”, men jeg er ikke helt sikker.

Men i andet forsøg nåede vi det rigtige sted, og kom indenfor i centeret. Vi lånte en klapvogn til Karen, og startede med at gå ind i børneområdet. Det viste sig at være helt fantastisk for pigerne. Udover et stort klatrestativ, der straks blev indtaget (og som Karen godt nok for vild i og blev lidt ked af), var der alverdens ting man kunne eksperimentere og lege med. Der var blandt andet et større vandanlæg, hvor der hang forklæder så tøjet ikke blev alt for vådt, men man så ellers kunne lege med pumper, både, dæmninger og meget mere; der var forskellige ting man kunne bygge tårne og figurer i; systemer med rør, tandhjul, trykluft eller roterende plader; en kuglebane med kugler i forskellige materialer og med forhindringer og hop; en maskine der kunne lave musik ved at man slog intrumenter til og fra på de enkelte taktslag og meget mere. Vi var ikke helt sikre på at vi fik pigerne med videre, men det lykkedes trods alt da vi til sidst lokkede med frokost.

Vi spiste i cafeen hvor pigerne fik pommes frites, gråntsager og slush ice – men de kunne ikke lide det sødestof amerikanerne bruger i slush ice, så det var ikke nogen stor succes. Vi erstattede slush ice’en med med en æblejuice, og det gik bedre 🙂 Vi voksne fik dagens ret, som var kartoffelmos, krydrede og stegte blomkålsstykker og en cheese burger – men med brun sovs i! Trine valgte at flytte den brune sovs til tilbehør i stedet for indmad i burgeren.

Bagefter fortsatte vi med at gå på opdagelse i udstillingerne, og det viste sig at det var lige så sjovt som børneafdelingen – der var masser af ting hvor man kunne eksperimentere i praksis, og hvis man havde tålmodighed også en del let-spiselige forklaringer på hvad man eksperimenterede med. Igen var det blandt andet et (nej, faktisk mindst tre forskellige områder) område med vand hvor man kunne bygge dæmninger der tiltrak opmærksomhed, men vi byggede også tårne, maskiner til at svæve og løfte en tung kugle i et rør med opdrift, kiggede på syns og hørebedrag og meget mere. Jeg har sikkert glemt en masse, men det var virkelig gode og sjove udstillinger, hvor man både kunne lege, eksperimentere og lære. Godt sted!

Midtvejs gik vi til en af demonstrationerne – vi havde sprunget de fleste over, for det er begrænset hvad pigerne ville få ud af det uden at forstå engelsk, men denne her var om ild – og det kan alle da forstå. Det var et rigtig godt show! Hende der holdt det fortalte en masse om hvad hun satte ild til, og prøvede hele tiden at få børnene i publikum til at gætte med på hvad der ville ske og medvirke. Og det er jo altid sjovt at se hvad der sker når man sætter ild til ting! Der var både balloner med gasarter, forskellige stoffer og almindelige ting som mel. Og imens nåede man lige at høre lidt om forskellige kemiske processer, for eksempel hvad en katalysator er, lidt om ædelgasser og det periodiske system, og lidt om hvor man bruger de forskellige ting vi så, alt sammen på et niveau der var rettet cirka mod indskolingsbørn. Ellen og Karen sad helt tryllebundne og fulgte med i det hele.

Pigerne havde det rigtig sjovt der. De ville egentlig gerne være blevet der endnu længere, men hen mod slutningen af turen var Ellens koncentration godt nok lidt væk, og hun løb bare fra udstilling til udstilling uden at have tid til at finde ud af hvad de egentlig gik ud på. Så det var nok godt nok at vi skulle til at afsted. Der var nemlig vejfest på vejen om aftenen, og vi skulle nå hjem for at være klar og få lavet vores del af sammenskudsgildet: Dansk gammeldags æblekage til desserten. Vi nåede dog lige et stop i souvenirbutikken, hvor Kåre købte en nørdet t-shirt, og Ellen og Karen fik et sæt insekter der ville komme ud når man opløste dem i vand. Vi troede faktisk da vi købte dem at det var ægte insektæg der var holdt kunstigt i dvale på en eller anden måde, men det viste sig nu at være gummi, da vi så ordentligt efter 🙂

Om aftenen var der som sagt gadefest. Der var alverdens slags salat og pulled pork-burgere. Vores bidrag var dansk æblekage til dessert, og den blev vel modtaget. Folk var fantastisk venlige og imødekommende. Jeg er ikke sikker på jeg fik snakket med alle, og jeg er helt sikker på jeg ikke fik fat i hvad halvdelen hed eller hvor de boede. Men udover masser af hyggelig snak fik vi en masse ideer til hvad vi kunne foretage os resten af ferien. Der var flere der havde familie eller bekendte fra skandinavien, og en familie kunne fortælle at de fik præcist den samme æblekage hver jul af en bedstemor med danske aner. Der var også et tysk ægtepar med, som besøgte et familiemedlem. Manden talte ikke engelsk, så jeg fik brugt mit tyske, hvilket gik meget bedre end jeg havde regnet med, men stadig meget dårligere end mit engelske! Ellen hoppede, gyngede og cyklede rundt med en dreng fra kvarteret, og Karen lånte en trehjulet cykel, som vi fik lov til at beholde til vi skulle hjem. Desuden var Ingrid hurtigt den bedste reserve-tante til begge piger, som var lykkelige over alt den opmærksomhed de fik! I det hele taget blev vi så godt modtaget at det var helt fantastisk. Undervejs viste beboerne også Calgarys sammenhold i forbindelse med oversvømmelserne, da der blev opfordret til at folk gav møbler og legetøj de havde i overskud videre til en ung familie, der havde mistet deres hus i oversvømmelserne. Vi havde af gode grund ikke nogen ting, og sagde fra overfor forslaget om bare at tømme Paula og Dans hus 🙂 Til sidst blev pigerne så trætte at de selv bad om at komme i seng. Trine gik med pigerne ind, mens Kåre blev der. Der blev snakket mere om alt mellem himmel og jord. Blandt andet blev der fremvist en original tysk brandbombe fra anden verdenskrig. Til sidst begyndte mørket at falde på, og med mørket kom myggene. Og så sluttede festen pludselig, og alt blev ryddet op på et kvarter. En rigtig hyggelig aften!

Ellens fod var hævet, blå og gjorde ondt. Hun ville ikke rigtig støtte på det yderste af foden, og sagde at det var inde i foden det gjorde ondt. Vi blev enige om at det nok var bedst at få en læge til at kigge på foden. Vi var lidt bekymrede, for hvis det nu havde noget at gøre med det der var sket med klaveret hun havde fået over foden i Danmark, mon vi så risikerede at forsikringen ikke ville dække? Så vi valgte at ringe til forsikringen og checke, og de mente bestemt at det ikke var noget problem, når problemerne først var opstået i Canada.

Så vi tog på skadestuen med Ellen. Det er der Paula arbejder, så så fik vi også set det. Ellen blev modtaget, og indskrevet og fik et armbånd på med fine hjerter – og da Karen straks stak armen frem for også at få et, fik hun også et lille klistermærke på armen. Ved registereringen sikrede de sig at vi var klar over at vi selv skulle betale, og efter ikke ret lang tid blev vi vist ind til en sygeplejerske. Hun kiggede på foden og vurderede at vi skulle have taget et røngtenbillede. Vi nåede lige at læse en bog om følelser, før Ellen blev kaldt ind til røngten, og Ellen var rigtig dygtig til at sidde stille mens billederne skulle tages. Der blev taget billeder fra tre vinkler, og så blev vi sendt tilbage for at tale med en læge. Der var en smule ventetid før han dukkede op, men han kiggede på røngtenbillederne, da han fandt ud af at billederne allerede var taget, og kunne se intet var brækket. Så der blev ordineret ro og smertestillende (noget kraftigere end vi er vant til at ordinere til 5-årige i Danmark). Prisen blev 75$, som var noget mindre end vi havde regnet med.

(Opdatering: Efter hjemkomsten lå der en regning på yderligere 718$ – heldigvis tager forsikringsselskabet sig af det.)

I skadestuens cafeteria købte vi frokost (meatpies og salat) og kørte til en nærliggende offentlig sø. Egentlig kørte vi efter Fishcreek Provincial Park, men endte ved badesøen i parken i stedet for. Der var mange mennesker, men ikke sådan at man ikke kunne trække vejret. Vores medbragte tasker blev undersøgt ved indgangen – de vil simpelthen ikke have flasker og alkohol ind i parkerne – og det er jo sådan set fornuftigt nok.

Vi satte os i skyggen oppe mellem nogle træer og ungerne var godt trætte af at vi ikke havde badetøj og håndklæder med – men vi måtte altså nøjes med at soppe. Ellen skulle jo heller ikke bevæge sig alt for meget.

Vi kørte op i centeret for at kigge lidt og få handlet. Ellen kom i en kørestol – meget praktisk, så vidste vi hvor vi havde hende. 🙂 Vi startede i Sears og fandt to fine kjoler til ungerne på udsalg til $6 stykket. Men Karen gad BARE ikke det der pjat, så Kåre og hende gik hjem igen, mens Trine og Ellen browsede videre. Vi fik kigget på en masse ting og butikker – Ellen ville ind i alle sammen og pludselig var klokken blevet mange – og vi skulle nå at handle inden vi kunne komme hjem til aftensmad. Vi kiggede op i deres Food Court, men det kunne Trine slet ikke overskue, så selvom Ellen ville have nuggets og pommes frites, blev det altså til at Trine smuttede ind i SafeWay efter et par pizzaer og nogle frosne pommes frites. Pizzaerne var gode nok, men vi havde ikke tålmodighed til at vente på at pommes fritesene (hvad hedder det i bestemt flertal?) blev færdige, så de blev spist halvrå.

Og så var det ellers i seng med ungerne, der godt nok klagede en del over gårsdagens mange myggestik – den slags har det også med at blive trælse når de kommer under en varm dyne!

Vi andre smed os foran fjernsynet og kiggede de mange kanaler igennem. Hvor er der dog meget l**t på tv! Men i det mindste var der da et par afsnit BBT. 🙂

I dag var morgenmaden sikret, for Dans forældre havde haft Trix med fra USA til os – vi havde nemlig engang fortalt Paula at Karen og Ellen håbede at finde Trix i Canada, for det havde jeg haft med hjem fra USA efter en forretningsrejse med stor succes. Til os mere kedelige voksne havde vi nu også sikret os noget havregryn – fra det meterlange udvalg af forskellige havregryn, som alle tydeligvis forventedes at blive kogt til havregrød – oatmeal.

Vi planlagde at tage bilen på en tur fra morgenen af, men ak! Jeg havde ikke kørt bilen langt nok til at batteriet var ladet op i går, og bilen var død igen. Naboen, Patrick, var desværre på arbejde, så vi tog os sammen og brugte telefonen og ringede til Bill. Han var rar nok til at komme forbi, jumpstarte bilen og låne os startkabler hvis det skulle ske igen og en batterioplader, og kom endda tilbage efter et par timer for at se at det gik godt med bilen. Vi fandt ud af at der havde stået et lys tændt i bilen, som nok havde drænet batteriet.

Mens Bill fik startet bilen og sat batteriopladeren til gik Trine og pigerne på besøg på de nærmeste legepladser og de nåede også at få en længere snak med Ingrid, som de mødte på vejen. Pigerne var især glade for skolens legeplads hvor der virkelig var noget at kravle i og på.
Vi nåede også at få rigtig begyndt at pakke ting ud i legerummet i kælderen. Allerede i dag begyndte gulvet at blive mindre og mindre synligt. Mon vi nogensinde får ryddet det op igen?

Om eftermiddagen tog vi bilen. Der var meget varmt udenfor, så vi besluttede os for at besøge en “splash park”, en offentlig legeplads med masser af springvand og lignende at lege med. Et fantastisk koncept som helt klart bør importeres til Danmark! Pigerne legede rigtig godt der, og Ellen blev mere og mere modig med vandet, som hun ellers altid er rigtig forsigtig med. Desværre faldt hun ned fra et af legeredskaberne på et tidspunkt og blev ked af det.

Efter at have leget et stykke tid besluttede vi at gå en tur ved søen der lå lige ved siden af. Der var rigtig flot, men også tydelige tegn efter oversvømmelserne, hvor vandet havde stået højt og skyllet træer med. I løbet af turen begyndte Ellen at halte og hendes fod hævede noget op. Vi var lidt i tvivl om det var fra hendes fald eller fra det klaver hun havde været uheldig at få over foden onsdagen før vi tog afsted, som havde givet hende noget ondt i foden, men som ellers var gået over igen. På turen måtte vi vende om fordi der var bjørneklo henover hele stien – i hvert fald lignede det meget. Selvom Ellen haltede meget da vi nåede tilbage til legepladsen legede hun glad videre, og til sidst ville hun endda have hovedet i vand uden at klage sig.

Ved søen faldt vi i snak med en canadisk familie, og de anbefalede vi handlede i en “Real Canadian Super Store”, som er et kæmpe-supermarked i stil med en enorm udgave af Bilka. Det prøvede vi, og det var enormt! Desværre var pigerne for trætte til at vi rigtig kunne browse i fred, men vi fik da handlet en del. Blandt andet fik vi købt foder til fuglene og egernene i haven. Ellen fik lov at køre i indkøbsvognen, for hendes fod var rigtig hævet og gjorde ondt.

Aftensmaden blev en færdigret, for vi var for trætte til andet. Til gengæld var det ægte amerikansk: Kalkun med kartoffelmos og stuffing, samt majs og tranebær/æble-dessert. Vi havde lovet pigerne is, men det blev først til desserten. Vi var så trætte at vi allesammen gik i seng efter aftensmaden.

Selvom vi havde været MEGET trætte, da vi kom i seng, var det ikke fordi vi sov længe. Jeg faldt ikke rigtigt i søvn igen efter klokken 3 og det samme gjaldt vist Kåre. Jeg tror klokken var omkring 6, da vi kapitulerede og stod op. Før vi så meget som var i tøjet forlangte Ellen det første spil Airhockey. Da vi kom til at se ud i haven lå der en kanin i en lille fordybning i jorden. Den var meget tolle, men løb alligevel da vi kom for tæt på den. Løb er måske så meget sagt, men den luntede da en smule. Vi fik kigget lidt på haven og tjekket hængekøje og gynger.

Der var ikke så meget mad i huset, så vi besluttede os for at se nærmere på canadisk kultur og gik til den nærmeste Tim Hortons for at få morgenmad. Tim Hortons er en canadisk kæde der mest minder om en blanding af McDonalds and Starbucks. Der var sjovt nok andre der havde fået samme ide. Jeg skulle bestille og jeg var helt forvirret. For ingen steder på skiltene stod der at man skulle vælge noget, så pludselig stod jeg og skulle vælge for de andre – og det var altså første gang siden jeg var i Japan i 1998 jeg skulle bruge mit engelsk og han snakkede meget lavt og meget hurtigt. Men vi fik da mad. Ungerne fik æblejuice og slushice, jeg fik kakao og Kåre fik kaffe. Slushice er faktisk noget af det billigste man kan drikke her i Canada. Ungerne fik wraps med æg og bacon og ost, Kåre fik en kiksesandwich med æg og bacon og ost og jeg fik en bagel med æg og bacon og ost – jeg vandt helt sikkert for bedste og mest mættende mad. Jeg fik også det dyreste – det kostede lige omkring 30 kroner for en kop kakao, en bagel med fyld og en hash brown. Bagefter fik vi en boks med 10 TimBits – måske bedre kendt som DonutHoles. Det er altså lige fedt og sødt nok for mig, men Kåre og Ellen tog godt for sig af dem.

Vi skulle jo have handlet lidt, så vi gik op mod SouthCenter Mall og den dagligvarebutik vi havde fået at vide lå ved siden af. Heldigvis er der gangbro over Anderson Road, for det er altså en halvbred vej med tre-fire spor i hver retning.

Det kan godt være at SouthCenter Mall er lille efter canadiske forhold, men det er ENORMT efter danske forhold. Noget af det første vi så var en Disney Store – gæt om det var nemt at få pigerne med derfra? Men de var nu også rigtig søde og viste pigerne hvordan man fik nogle af tingene til at gøre sjove ting og de fik endda et klistermærke hver. Vi nåede ikke at se ret meget af centeret før vi gik over på den anden side af parkeringspladsen til SafeWay, et supermarked. Her ligger der nemlig normalt ikke fødevarebutikker i indkøbscentrene. Vi manglede lidt en mønt til en vogn, men det gjorde ikke så meget, for vi skulle jo slæbe det hele hjem. Vi fik meldt os ind i deres “klub”, så vi kunne få alle rabatterne – så nu har vi medlemskort til SafeWay i Canada…

Da vi kom hjem var Bill der – han var ved at klippe hæk og slå græs. I køleskabet var der en frugtkurv, en bakke med nippe-nappe-mad, lidt sødt til ungerne og en flaske vin – så lækkert!

Vi havde ikke rigtig fået noget at drikke med fra SafeWay – det skulle jo slæbes hjem. Så vi ville tage bilen og køre over for at handle, for det der klorvand smager altså ikke ret godt! Men bilen var død. HELT død. Bill var desværre taget afsted igen.

Så vi gik ud for at se på cyklerne – lækre mountain bikes og en cykelvogn – helt perfekt, men som vi skulle til at cykle begyndte det at regne – ikke bare lidt, men seriøst, og det tordenede også. Jeg cyklede nu alligevel – der er ikke meget der kan lokke som kold cola. Det viser sig at min jakke måske ikke er helt vandtæt… Men jeg fik købt noget at drikke.

Heldigvis havde naboen jo fortalt at han makkede med biler, så vi gik over og bad om hjælp – og det klarede han nemt. Imens de startede bilen og kørte lidt rundt fik jeg lavet mad – svinekød med grøntsager og ris.

Og så var det ellers på hovedet i seng – for vi var TRÆTTE. Godnathistorierne kræver simultantolkning, for de er jo selvfølgelig på engelsk. Men allerede her ved anden putning havde pigerne fået en favorit, om en dreng der spiste tærter om kap. Og “Chugga Chugga Chugga Chugga Chugga Chugga CHOMP” blev oversat til “Gumle Gumle Gumle Gumle Gumle Gumle HAPS”.