Archive for May, 2011
Sigurd og sejltur
I går var Ellen noget af en prøvelse, så det var med tvivl i sindet vi gik nordpå for at tage på ungdomsskolen for at høre Sigurd fortælle bibelhistorier. Men det gik nu meget godt. Hun synes det var alt for højt i starten, men et stykke kage og en juice hjalp lidt på det. (I øvrigt var det et flot kage-/frugtbord der var sat op!) Og Sigurd var god som han nu er. Karen sov fra det hele – vi havde lånt en babyalarm i dagens anledning, så vi kunne høre lidt efter hende selvom hun stod udenfor og sov.
Efter koncerten var der mulighed for at få autografer – og Ellen ville i hvert fald op og sige tak til Sigurd. 🙂 Og så var der lige mulighed for at prøve ungdomsskolens springhal – det var noget ungerne kunne lide.
I dag har vi været i Mellerup til Fjordens og kystens dag. Vi sejlede mellem Mellerup og Voer, legede på legepladsen på Fjordcentret, spiste frankfurtere i Mellerup og købte rødspætter til 10 kroner stykket – så gæt hvad vi skal have til aftensmad. Ellen synes det var sjovt at sejle – omend vi blev lidt våde, da der lige var skybrud da vi sejlede tilbage igen… Karen sad på Kåres mave og kiggede forsigtigt ud.
På vejen hjem var vi lige i Rema for at handle. Til rødspætter hører jo nye kartofler. 🙂 Manden i køen foran os kom til at snakke til Ellen. Og det skal man altså ikke gøre hvis man ikke vil snakke… Så han fik hele historien om hvad R havde haft med i madpakke i børnehaven, hvilken farve tandpasta Ellen bedst kan lide, hvad vi havde i vognen, hvilke farver is vi har i fryseen osv. Og da varerne skal på båndet siger Ellen pænt til ham, at han gerne må hjælpe… Heldigvis var han nået at gå, da Ellen inviterede ham hjem til os – konen måtte ikke komme med. 🙂
Pigeaften
Onsdag var Kåre i København og kom først sent hjem, så vi havde aftenen for os selv.
Ellen ville gerne have koldskål til aftensmaden, jeg havde godt nok regnet med broccoligratin, men vi fik koldskål.
Da vi havde spist lavede vi lektier til børnehaven – vi skulle finde ting der rimer på flaske. Vi var også i haven og lege.
Torsdag havde Karen besøg af sundhedsplejersken og ganske som forventet er Karen som hun skal være. 7,5 kilo og 67 cm. Karen har også brugt ugen på at finde sine tæer og så har hun fundet ud af at hun kan hvine – så det lyder næsten som en grisestald omkring fodringstid her i huset…
Torsdag var der også maddag i børnehaven: Pandekager på bål med kødsovs og frugt til dessert. Fredag havde de fået tacos og begge dele var noget der passede Ellen.
Fredag fik vi gjort den høje stol klar til Karen, så nu kan hun sidde lidt med ved bordet. Det synes både hende og Ellen er sjovt, men hun kan nu ikke holde ryggen ret længe.
I morges kom Ellen med følgende kommentar, da hun gav Karen et stort knus: Du er min yndlings-dejlige-Karen!
Travl morgen
Far, Karen og Ellen hyggede sig hjemme i går eftermiddags, mens jeg handlede. På Ellens ønske spiste vi aftensmad ude og der blev leget i haven indtil sengetid.
Da vi gik i seng sad Ellen vist stadigvæk og legede med sit lægesæt.
I morges vågnede jeg først (altså – Kåre var taget afsted) og kvart over ni blev jeg nødt til at vække Ellen, for mig og Karen skulle i mødregruppe klokken 10. Jeg vækkede hende ved at lægge Karen ved siden af hende og lade Karen vække hende. Ellen blev meget glad og viste straks Karen, at hun havde et blåt lagen!
Mens Ellen fik spist morgenmad fik jeg fundet mad til mødregruppen og bagt boller og så gik turen i børnehave, hvor de lige var på vej på tur. Så Ellen fik pakket sin madpakke og sin drikkedunk i tasken og så kunne jeg ellers bare gå.
Hjemmedag
En stille og rolig dag hjemme – ikke noget specielt. En hyggelig morgen og en supernem aflevering – Ellen løb simpelthen bare ud og legede. Da jeg så sagde at nu skulle mig og Karen gå hjem (vi var med barnevogn og løbecykel) råbte Ellen fra mit inde i spindelvævet: “Nej mor, du må ikke gå, (shit, tænkte jeg, skal vi nu til det igen) du skal have et knus først!” Da jeg så havde fået et knus gik hun tilbage og legede og jeg gik hjem med Karen. Og jeg kunne høre hende lege glad hele vejen – skønt.
Mig og Karen gyngede, legede på trampolin og sorterede tøj. Og da Ellen og far kom hjem legede vi i haven sammen. En af pædagogerne i børnehaven kunne fortælle at hende og Ellen ikke havde været helt enige om tingene – om Ellen skulle have sko på ude eller ej. 🙂 Det kan jeg godt forstå at de ikke var enige om, for Ellen mener (ligesom mig) at sko sommetider er et nødvendigt onde, men bare tæer er nu bedst – og hjemme har hun kun sko på hvis hun selv vil.
I morges blev jeg vækket af Ellen, der sad og nussede mig på kinden og sagde “godmorgen mor” da jeg vågnede. Det er altså hyggeligt.
Skovens Dag
For et par uger siden kørte vi forbi en hestevogn, men Ellen nåede ikke at se den. Vi vendte bilen, men det var for sent, for hestevognen var kørt ind af en lille grusvej. Ellen blev lidt ked af det, så vi lovede at hun nok skulle komme ud at køre i hestevogn snart.
I går kørte vi så til Fussingø, hvor der var Skovens Dag igen i år. Og der VAR en hestevogn (heldigvis!), men i år kostede det 10 kroner at komme med. Ups – det havde forældrene ikke lige regnet med og der var ingen af os der havde kontanter. Men vi fik ledt alle jakkelommer osv. igennem og fandt 30 kroner – Karen fik vi lov at tage med gratis. 🙂
Så vi kørte i hestevogn – helt ud omkring spejldammen i Gammelhaven og Ellen sad så hun kunne se det hele. Karen sov.
Vi spiste pandekager og prøvede at skyde med bue og pil (det var nemmere end jeg troede og Ellen var ret sej). Vi så også nogen der gyngede i en meget høj gynge – så høj at Ellen godt kunne se at hun ikke var stor nok. Men hun sad længe og så betaget på dem der gyngede. (Det var næsten lige så godt som en gang elastikspring – sele på, blive trukket højt op og så sluppet ud over en stejl skråning.)
Vi havde også madpakkerne med og spiste i skoven, hvor vi lige måtte forklare Ellen at man IKKE må smide med sten.
Eftermiddagen gik bare med at tulle rundt i haven og læse i opgavebogen fra Børnenes Trafikklub.
Randers
I tirsdags var vi jo i Randers med Ellen, men hun mente først det var “rigtig” Randers, da vi kørte forbi Regnskoven. Og i dag skulle vi så til Randers efter hundefoder og da vi var ude på parkeringspladsen ved storcentret kunne vi klart forstå på Ellen, at hun havde troet at vi skulle i Regnskoven.
Og så kørte vi da i Regnskoven – det skulle da ikke komme an på det da. 🙂
Resten af dagen er bare blevet brugt på almindelig havehygge herhjemme. Og det blå øje er blevet endnu finere.
Blåt øje
I går morges faldt Ellen, mens hun legede på et skib i børnehaven. Resultat: Et blåt øje.
I går aftes var Ellen med ude og plukke rabarber og var med til at lave rabarbergrød. Hun synes det var sjovere at lave end at spise… 🙂
I dag skulle hun til fødselsdag hos en af drengene fra børnehaven og Karen og jeg tog i forældrecafe. Den “lille” vejer efterhånden 7,3 kilo, så jeg kan godt forstå at jeg synes hun er tung. Bagefter var vi ved fys – og det er altså lidt svært med en pige, der IKKE gider ligge i liften.
Feber
Karen havde stadig lidt feber og var en anelse pyldret – men ikke noget særligt.
Men moderen er SÅ stolt. Karen tog sin sut ud af hånden på mig og i tre forsøg lykkedes det hende at få den i munden. Hun er snart på vej til at flytte hjemmefra…
Ellen havde en dag hvor der skulle vaskes meget. Tirsdag havde der slet ikke været nogle uheld og der havde ellers været Store Legedag og vi havde været i Randers. Men i går var det vist tre gange i børnehaven og en gang her hjemme der var gået galt. Spørgsmålet er så hvorfor? Glemmer hun det, ignorerer hun det eller gør hun det bare i trods? For det må da være trælst at rende rundt med våde bukser, og hun siger ikke noget før vi opdager det.
Vaccination og hudlæge
Det har været en dag i sundhedsvæsenets tegn.
I formiddags var jeg ved sygeplejersken med Karen – hun skulle vaccineres. Det var hun ikke sådan helt tilfreds med. Faktisk blev hun ganske hysterisk og jeg kunne slet ikke få hende til at slappe af. Men da Allan (en af lægerne) kom og snakkede med hende hjalp det – for han skulle jo lige charmes. 🙂 Og så faldt hun i søvn i barnevognen på vejen hjem. Vi nåede heldigvis lige hjem inden det begyndte at regne helt.
Men hun fik ikke lov til at sove så længe, for så skulle vi hente Ellen i børnehaven. De havde holdt Store Legedag sammen med de andre børnehaver fra den gamle kommune. Og hun var drivendes våd – men så kunne moderen da bare huske at levere ungen med gummistøvler i stedet for træsko… Så vi kørte til hudlægen, som skulle se på tæerne, med bare tæer i løbeskoene.
Hun blev rigtig glad da hun fandt den første stjerne i Randers og så fulgte vi dem ned til hudlægen. Hun opførte sig rigtig pænt og lod hudlægen undersøge hendes fødder helt uden bøvl. Og hun kiggede nysgerrigt, men sad stille, da hun skrabte lidt af hendes negle – også selvom det var meget tydeligt at det kildede.
Nu sover Karen – med feber – og i morgen skal vi heldigvis ingenting.
FFC-jagt
Onsdag morgen kom der en mail om at der var kommet en ny cache i Silkeborg. Så på halvanden time kom begge unger op, blev affodret, smidt i tøj, mysteryen blev løst, Ellen afleveret i børnehaven, vi kørte til Silkeborg og gik en god kilometer ind i Nordskoven og fik et fint FFC. Det er vist ny rekord i det lille hjem.
Torsdag var Ellen i springhallen på ungdomsskolen sammen med børnehaven – det var vist et stort hit.
Fredag kom fragtmanden med nye havemøbler, så da vi kom hjem skulle de samles. Næstnabodrengen var kommet på besøg og vi har nu fundet ud af hvad der er endnu bedre end en trampolin: En trampolin med bobleplast! Der var lige lidt krise, da jeg havde hentet vand til dem – jeg havde taget et blåt og et gult krus, så de kunne se forskel. Men de ville naturligvis begge to have det blå. Så jeg lod dem trække lod med et par græsstrå og han vandt det blå. Ellen blev meget ked af det – men så foreslog han at de bare kunne dele det blå. Så alle var glade.
Lørdag var vi til fødselsdag i Hadsten. Og det er bare skønt at se alle de hersens fætre og kusiner sammen, for de hygger sig virkelig. De store hjælper de små og alle leger sammen. Ellen havde dog lige et uheld og havde skidt i bukserne. Jeg ved ikke hvorfor det lige er sådan hun udfordrer os nu – eller om hun simpelthen bare glemmer det og ikke lægger mærke til når hun skal på toilettet.
Mig og Karen kørte tidligt hjem og farmor og farfar kørte Ellen og Kåre hjem noget senere. Det synes Ellen var rigtig hyggeligt.
Søndag tog mig og Ellen på pigetur til Randers. Vi købte havehynder og løbesandaler og spist epå McD. Det var rigtig hyggeligt. På McD fandt hun hurtigt nogle drenge at lege med og den ene viste sig at være en af sommerfuglepædagogernes søn.
I Kvickly blev det hele dog for meget og hun stak af – lige som jeg var begyndt at lægge varer på båndet. Nå, mit mobilnummer stod på hendes arm, så jeg ignorerede det. Og da jeg langt om længe kom igennem kassen sad hun bare lige så stille udenfor og ventede på mig.
I Harald Nyborg havde hun også fået lov at gå ud og sidde i en havestol. Men det var der åbenbart en anden mor der ikke mente, så hun blev pænt fulgt ind til mig igen – hun havde vist spurgt hvor Ellens mor var og så havde Ellen gået ind for at vise hende at jeg var inde i butikken.
En anden far var så lidt mere “fri” end jeg bliver. Ellen måtte ikke cykle på de udstillede cykler, mens en anden dreng på 5-6 år fik lov til at fræse op og ned af gangen på en af dem. Han var ved at køre flere ned og faren sagde ikke noget. Ellen spurgte hvorfor han måtte når hun ikke måtte – et rimeligt spørgsmål. Jeg svarede hende (måske lidt højlydt) om ikke hun kunne se at han var ved at køre folk ned og om det var en god ide. Nej, det kunne hun godt se – og så plagede hun ikke mere om hun måtte cykle.