Ellen har stadigvæk skoldkopper – men jeg regner med at hun er klar til børnehave i morgen. Heldigvis – for det er godt nok lidt belastende at være hjemme alle sammen uden at kunne gøre noget som helst.

Så hun har spillet computer og leget med LEGO og hoppet på trampolin og været ret opmærksomhedskrævende – og det er jo fuldt forståeligt, for hun keeeeder sig jo.

Onsdag kom der dog lidt afveksling i ensformigheden – mormor kom! Hun skulle til læge og kom denne vej forbi for at låne en chauffør, der kunne finde til Viborg. Egentlig havde vi frygtet at Ellen ville blive frygtelig ulykkelig, når mig og mormor kørte og igen når mormor skulle køre hjem igen, men det gik helt uden bøvl. Muligvis fordi de ser hinanden igen på lørdag. Men Ellen blev helt overstadig og mormor skulle se og høre ALT – helst på en gang. 🙂

I dag er Kåre og tøserne taget til Bjergby på besøg – de kørte inden jeg stod op, men jeg antager at de har haft en god dag.

Onsdag aften begyndte Ellen at have nogle små blærer i numsen. Og ganske hurtigt så hun frygteligt ud – skoldkopper – og denne gang var der ingen tvivl…

Så torsdag måtte Kåre ringe i børnehaven og sige at Ellen ikke kom – det var der så godt som heller ikke andre der gjorde. Det var cirka halvdelen af ungerne der havde skoldkopper, så det må have været stille. Men det allerværste for Ellen var, at der var hattefest fredag – og når man er syg må man jo heller ikke komme til hattefest og hun havde SÅDAN glædet sig. Men heldigvis havde børnehaven besluttet, at når alle alligevel var syge, så var skoldkopper også velkomne til hattefesten. Så det første Ellen sagde da jeg stod op tordag var: “MOR – Anja siger at jeg gerne må komme med til hattefesten!”

Natten torsdag/fredag og fredag/lørdag var slemme, for hun har mange skoldkopper i numsen og så er det altså ikke sjovt når man tisser i bleen. Men lørdag/søndag gik det bedre, så vi håber på at det går godt i nat.

Tordag var vi på gåtur i Bidstrup Skov og fredag var vi hjemme indtil hattefesten. Lørdag var mig og Ellen i skoven ved Bjerringbro for at finde en sø (og et sted at lægge en cache og for at give Kåre lidt ro). I dag har vi været i Bilka efter flyverdragt og vinterstøvler.

Sidste år til sommerfesten var Ellen slet ikke med til noget, men i år var hun klar på næsten det hele. Hun var dog lige lidt genert, da der skulle synges velkomstsang. Og Karen var fint med til det hele – og spiste, så der næsten ikke var noget til alle andre: Fiskefrikadeller, kartoffelsalat med rygeost, frikadeller, pastasalat, ost, hvidløgsbrød og tærte.

Men kors hvor er der meget energi i sådan en unge, når man hverken rigtig kan tage hende med nogle steder eller sende hende i børnehave. Hun keeeder sig!

Dagens grin: Hun havde skabt sig i Bilka og var røget ud i bilen. Så hun måtte naturligvis heller ikke få en pakke rosiner. “Jeg siger det bare (og her var vi spændte på hvad der kom, for vi var der begge to) til MORFAR!”

Ja, det er ikke blevet til meget blogning – har simpelthen ikke kunnet tage mig sammen. Men kort fortalt har vi holdt ferie og haft en del konflikter med Ellen, som VIRKELIG er kommet i trodsalderen. Bl.a. har vi kæmpet for at overbevise hende om at hun skal blive på værelset når hun er blevet puttet – og det lykkedes faktisk i går! Vi prøver også at lære hende at man ikke må spytte. Men sådan alt i alt, så tror jeg bare hun savner børnehaven.

Den anden dag snakkede vi i hvert fald om hvad de andre børn mon havde lavet i ferien. Ellen mente ikke de havde lavet noget. Om de bare havde kedet sig, ville Kåre vide. “Ja – fordi jeg ikke var der!” – var svaret. 🙂

Ellers har vi geocachet, været i Universitarium og Ellen har været på ferie hos mormor og morfar.

Nå ja, og Karen har lært at sidde op og kravle – og foretrækker nu mad med smag i bidder i stedet for grød – de bliver hurtigt store, de unger. I næste uge kommer hun sikkert og beder om bilnøglen.

Men her er en stak billeder, hvor jeg har prøvet at skrive lidt mere om hvad vi har lavet:

Karen havde en frygtelig nat og det havde vi andre så også. Hun var vågen (grædende) mange gange og det eneste der hjalp var mælk.

Men klokken 7.20 blev Ellen vækket og reaktionen var noget i retningen af at vende sig om og liiiige skulle hvile lidt. 🙂 Men løftet om blødkogte æg hjalp lidt på stå-op-viljen.

Klokken 8.20 kørte vi mod Hirtshals. Der lå en løst mystery lige tæt på færgen, så vi smuttede lige ind på Oceanariets parkeringsplads og Kåre og Ellen smuttede hen efter cachen – det tog lige lidt tid, så vi kom faktisk lidt for sent til indtjekning. Det var heldigvis ikke noget problem og mange kom senere end os. Karen skulle lige skiftes i køen og mig og Ellen legede med at hun løb frem og tilbage mellem bestemte bogstaver i opmarchsbåsene til Bergens-færgen. Vores kø var den første der blev sat i gang, men så blev den naturligvis stoppet lige før os og så kom vi ombord som nogle af de sidste. Ulempen (ud over en brokkende Ellen på bagsædet) var at vi kom sidst ombord til at finde en siddeplads – fordelen var at vi var nogle af de første fra borde.

Men vi fandt da et bord – vi havde betalt for comfort-pladser. Færgen mindede mest af alt om en bus – altså et offentligt transportmiddel uden nogen egentlig comfort og det var desværre meget begrænset hvor meget dæksplads der var. Men vi fik da set vand og blev rusket igennem. Og så måtte man ikke spise/drikke medbragte ting og en kop kaffe kostede 20 kroner og en hotdog 39 – norske, ganske vist, men alligevel! (Vi spiste nu gulerødder alligevel.) Tiden gik med at gå på dækket og Kåre lærte Ellen at spille Gris. Det var lidt af en udfordring, fordi Kåre faktisk ikke kunne huske reglerne til Gris, men der blev spillet to forskellige forkerte variationer, men Ellen havde det sjovt og vidste jo ikke at der var noget forkert i reglerne. Karen sad i sin skråstol og charmede en del børn. Selvom der var så godt som havblik var det jo en katamaran og dermed var der nok bevægelse til at jeg ikke havde det helt optimalt.

Da vi kørte fra borde var planen at parkere i den bydel i Kristiansand der hedder Kvadraturet. Vi fandt også hurtigt og nemt et parkeringshus og der var endda plads. Da vi så så priserne forklarede det den gode plads. 18 kroner for første time, 22 kroner for næste time og 25 kroner (tror jeg nok det var) for yderligere timer! Men jeg satte da pænt mastercardet i og betalte 40 kroner for to timers parkering. Imens pakkede Kåre klapvognen ud – vi havde ikke tænkt på at den skulle bruges inden Gautefall – og det kostede en øl livet.

Da vi gik ud fra parkeringskælderen kom vi til at snakke om at Kåre mente at det koster en formue at bruge mastercardet som betalingsmiddel i udlandet. Jeg mener nu at det er nogenlunde det samme som visa, men vi bruger nu alligevel visa’et resten af turen – der er jo ingen grund til at risikere noget.

Vi skulle finde noget frokost og gik i en Coop MEGA der lå overfor parkeringshuset. MEGA? Tja, på størrelse med Rema1000 i Langå… Men vi fandt da lidt og blev enige om at finde en fastfood-joint på vejen. Så vi gik op mod skoven og forsøgte at finde et indkøbscenter med en sportsbutik på vejen – det havde jeg nemlig set at der skulle være. Vi fandt også et indkøbscenter for enden af gågaden, men der var ikke meget andet end en bager/cafe (uden priser – og så er det normalt for dyrt) og en H&M (som så ud til at have samme priser som hjemme – altså lidt billigere på grund af kursforskellen). Vi købte dog lige et par boller for at lukke munden på Ellen.

Og så gik vi op mod skoven. Vi fandt en Rema1000 på vejen og købte lidt pålæg og et par juicer – og de havde endda en kaffeautomat! De tog IKKE dansk-udstedte visakort, så det var godt jeg havde kontanter.

Vi gik den forkerte vej op mod skoven, men fandt et bord/bænke-sæt for enden af en vej og en anelse op af en sti. Om det var komunalt eller privat ved vi ikke, men vi satte os der og spiste. Karen småsov, men nåede også at komme ud og nyde de første fjelde. Mig og Ellen gik lidt op af stien og fandt blåbær – oppe for enden af stien efterlod jeg Ellen og gik ned og overtog Karen og så gik Kåre op. Ellen synes det var sjovt med fjeld og blåbær, men kunne godt undvære de mange myrer.

Nu var der ikke så længe til vi skulle være ved bilen og vi havde jo set en parkeringsvagt – men vi havde jo ikke nået at finde cachen endnu… Så vi tog chancen. Vi gik forbi en dejlig fritidsplads med klatrevæg, beachvolley, basket, skateboardramper osv og så var det op i baneheia, som det hedder. Dejligt sted – men vi måtte efterlade klapvognen for neden, for den er ikke så god til trapper. Vi kom op til den gamle brandpost og der var en fantastisk udsigt – vejret var i øvrigt smukt. Lunt og solrigt. Cachen blev fundet ved en lille dam og så var det ellers ned mod bilen!

Kåre og Karen gik ind efter bilen og mig og Ellen ledte efter støvler. Vi fandt en skobutik, men de havde kun et enkelt par og de var alt for smalle. Og så gik vi igen med et “bare hygligt” med på vejen.

Og så kørte vi mod Gautefall – af et par små omveje, fordi skiltningen i rundkørsler ikke er helt som i Danmark og fordi Google Maps ikke er helt enige med vores GPS. Det første stykke var meget svingende og man kunne sjældent komme over 50 – men flot – det var det. Når vi kører hjem tager vi den vej GPSen foreslår…

Vi holdt kun en kort tissepause, for Karen sov dejlig og det var kun de allersidste kilometer Ellen var rigtig træls. Det var nu ellers en dejlig og pæn plads ved tissepausestedet. Fint og rent toilet, borde og bænke med udsigt over elven og en lille badeplads. (Jeg nåede lige ned for at dyppe tæerne mens Kåre og Ellen tissede – Ellen skulle bare ikke opdage det, for ellers var det blevet til noget af en lang pause.

Så nåede vi hotellet og vi fik nøglen (og opdagede at der lige kom en ekstraregning på 800 kroner – 600 for rengøring og 20 kroner pr. overnatning for strøm – det vidste vi nu godt, men alligevel!) Jeg blev så glad da vi blev sendt ud for at køre – det betød jo store lejligheder. Og da vi så nåede frem blev jeg rigtig ked af det – for de så MEGET små ud udefra.Men da vi kom ind var der faktisk to værelser, badeværelse og stue/køkken. Ikke at der er så meget plads, men det er da bedre end 30 kvadratmeter med to køjer. I Ellens værelse er der to køjesenge og hun ligger øverst.:) I vores værelse er der norsk køje, med dobbeltseng i bunden. Og så er der lige præcist plads til Karens seng mellem dobbeltsengen og væggen. Åh ja – og både opvaskemaskine og mikrobølgeovn og tørreskab. 🙂

Men jeg fik hurtigt sat noget mad over for klokken var 18 og vi var sultne. Det blev til pulverkartoffelmos og stroganoff. Ellen var dog i HVERT fald ikke sulten – men Karen fik lidt af maden. Hun havde kun spist en lille smule fra mig på færgen og ellers havde hun ikke spist siden natten – men hun var glad.

Efter aftensmaden tog vi Karen i klapvognen og gik ud for at finde den nærmeste cache. Den fandt vi nemt – sammen med en masse blåbær. Ellen ville gerne se en sø, så vi gik hen og rundt om den kunstige sø der ligger ved hotellet. Hun var simpelthen superglad – det var så dejligt. Hun fik soppet lidt og blev først rigtig ked af det, da vi var næsten hjemme og hun skulle prøve en rutchebane – den stoppede nemlig i noget af et brat fald og hun blev forskrækket.

Og så var det ellers hjem og få redt senge og i seng.

Fredag var alle tidligt hjemme og vi havde fået en erstatning for den GPS der blev smadret søndag. Så den skulle testes og så kunne vi lige nå i regnskoven en halv time før lukketid. Der er nemlig noget lidt specielt ved at være der alene når alle dyrene begynder at blive lidt mere aktive. Bagefter fandt vi en enkelt cache og kørte i Føtex.

Da Ellen så blev puttet kom jeg til at se på hendes ben. En stor rød cirkel omkring et insektbid af en art. Og taget mængden af skovflåter i betragtning endte det med en tur til lægevagten. Ikke ligefrem sådan man har lyst til at bruge en fredag aften, men det blev til en times ventetid, hvor Ellen hyggede sig vældigt med at lege med en pige på 2½ inden vi kom ind til lægen, som mente at det var uskadeligt, men at han ikke kunne udelukke borrelia. Så vi holder godt øje med hende og det er heldigvis blevet mindre nu. Og så tog vi lige en cache på vejen hjem.

I går ville vi have geocachet, men efter en helt umulig Ellen, der endte med at falde i et springvand kørte vi bare hjem igen. Rigtig øv, men det har nok også spillet ind at alles lunter var lidt korte efter først at være kommet i seng efter midnat.

I dag var det mig der skulle bestemme hvad vi skulle – jeg havde nemlig vundet den ugentlige Wii-konkurrence. Så jeg bestemte at vi skulle i svømmehallen. Det har vi ikke været siden december 2008…

Så vi var noget spændte på hvordan det ville gå. Men det gik simpelthen over alt forventning. Ellen var noget utryg i starten og ville kun sidde helt tæt op af en af os, men da hun så fandt en at lege med og fandt ud af at lufferne og bæltet bar hende, så blev hun mere modig. Hun endte med at prøve at svømme og lege på den lille rutchebane inde i den “kolde” afdeling. Og hun hoppede glad fra kanten ned i 60 cm vand. Så det skal nok komme. Karen synes det var spændende og hun plaskede og fik hovedet under vand nogle gange.

Fredag formiddag tog vi til Randers for at købe øl og planter og eftermiddagen blev brugt i haven.

Da det var ved at være Ellens sengetid ville jeg lige skifte Karen og med hånden på hendes mave rækker jeg ned efter en ble. Men hånden blev løftet og Karen tog den direkte på hovedet/panden ned på gulvet. Hun var helt stille et kort sekund og så skreg hun heldigvis. Da jeg fik hende beroliget sendte jeg Ellen ud efter Kåre og vi blev enige om at ringe på skadestuen. Jeg fik besked på at komme med det samme, selvom pupillerne reagerede som de skulle, hun ikke havde kastet op, hun havde spist og hun sad og smilede til mig.

Så jeg kørte til Randers og Kåre tog sig af en noget ked-af-det Ellen. Hun kunne jo slet ikke forstå hvad der skete.

Karen sad og pludrede i bilen og da vi kom ind til skadestuen blev vi sendt direkte ned. Desværre havde sygeplejersken glemt at ringe ned og sige at vi var der, så det var først da der blev kaldt en anden ind og jeg spurgte om vi var et forkert sted de “fandt” os. Sygeplejersken ringede så til børnelægen, som bad os komme op i børnemodtagelse. SHIT – der er altså LANGT – okay, 200 meter er måske ikke så langt, men det er det, når jeg skal gå med Karen på armen. Men heldigvis var de hurtige og bad en portør hjælpe os, så Karen blev kørt i en tremmeseng.

På børneafdelingen forsøgte de at måle blodtryk på hende, men hun brød sig ikke om at få en manchet om armen. Hun synes heller ikke det var sjovt at blive lyst ind i øjnene. Børnelægen mente ikke at hun havde taget skade – der var knap nok en bule, men vi skulle blive der et døgn. Så vi trillede ned på stue 7 – en to-sengs stue med altan og dobbelte døre ud til den – som vi heldigvis havde for os selv.

Gennem hele natten fik hun tjekket øjnene og forsøgt tjekket blodtryk. Og selvom ungen blev vækket klokken tre af at der stod en og lyste hende ind i øjnene storsmilede hun bare. Det er ikke just min reaktion, når nogen vækker mig om natten!

Efter tjekket klokken 6.20 mente Karen ikke der var nogen grund til at sove videre, så vi tullede lidt rundt og fik tiden til at gå indtil morgenmaden, som blev indtaget på altanen.

Klokken lidt i 11 kom Kåre og Ellen – Ellen blev meget glad for at se os igen – hun havde manglet os! De havde taget bussen og det havde været spændende – de havde endda været med TO busser! Vi spiste frokost sammen og så kørte de hjem igen – i bilen.

To gange i løbet af dagen var der en sygeplejerske inde for at tjekke at der ikke var tale om misrøgt og børnemishandling. Jeg tror nok jeg bestod, de havde da i hvert fald ikke andet end ros overfor Karens udvikling og diskrete elastikker om lår og arme…

Der blev stadigvæk forsøgt målt blodtryk, men hver gang der kom en sygeplejerske vågnede Karen. Så da hun sov godt og grundigt, tog jeg selv og satte det på hende og målte – og så var det pludseligt indenfor normalområdet. Indtil da havde det været for højt.

Efter aftensmaden (i øvrigt en rigtig lækker kalvesteg med nye kartofler efterfulgt af ananasfromage) kom lægen og tjekkede hende og hun blev dømt kampklar – sund og frisk unge, som vi selvfølgelig skal holde øje med, men som gerne måtte komme med hjem.

Så da Kåre og Ellen kom var vi også mere end klar til at komme hjem igen!

Nu håber jeg så bare det er absolut sidste gang jeg ser en børneafdeling – altså lige bortset fra at jeg skal forbi i morgen for at hente min mobiloplader…

Men skal man endelig indlægges med et barn, så er Randers ikke noget ringe sted at blive det. Der er tre gode opholdsrum, masser af legetøj, en stor terasse og en god legeplads.

I går aftes fik Karen feber igen og i dag har hun været pjevset og sådan lidt feber. Samtidig har hun ikke rigtig ville spise, så jeg har lidt problemer med brysterne. Jeg har haft en knaldende hovedpine og Kåre har været særdeles træt – så det har været en rigtig god dag…

Efter frokosten tog mig og Ellen i skoven, så Kåre kunne få lidt ro – men så skreg Karen. Men Ellen fik soppet i bækken og vi var ved at træde på en snog, så vi havde en god tur.

I forgårs blev Karen pludselig så varm – det lille pus havde feber. Ikke noget vildt 38,3, men alligevel ikke rart når ungen ikke har det godt. Men i går morges var hun frisk igen.

Søndag aften blev Karen for første gang puttet i vuggen. Indtil da sov hun mellem os i dobbeltsengen. Men det gik ligesom med Ellen – hun lagde sig til at sove. Der har ikke været nogle problemer med det – det er nu nogle nemme unger vi har os.

Karen er rigtig begyndt at lege med legetøj nu. Hun har specielt en bog og en uro som hun er meget glad for. Hun har også fundet ud af at hvis man løfter overkroppen og slår den hårdt ned i skråstolen, så vipper den.

I går var Ellen rigtig hjælpsom. Hun hjalp med at rydde op og med at lave mad – hun skar gulerødder i tern (og Kåre flygtede, hans nerver kunne ikke holde til at se på Ellen med en skarp urtekniv) og smuttede sojabønner.

Karen havde stadig lidt feber og var en anelse pyldret – men ikke noget særligt.

Men moderen er SÅ stolt. Karen tog sin sut ud af hånden på mig og i tre forsøg lykkedes det hende at få den i munden. Hun er snart på vej til at flytte hjemmefra…

Ellen havde en dag hvor der skulle vaskes meget. Tirsdag havde der slet ikke været nogle uheld og der havde ellers været Store Legedag og vi havde været i Randers. Men i går var det vist tre gange i børnehaven og en gang her hjemme der var gået galt. Spørgsmålet er så hvorfor? Glemmer hun det, ignorerer hun det eller gør hun det bare i trods? For det må da være trælst at rende rundt med våde bukser, og hun siger ikke noget før vi opdager det.

Det har været en dag i sundhedsvæsenets tegn.

I formiddags var jeg ved sygeplejersken med Karen – hun skulle vaccineres. Det var hun ikke sådan helt tilfreds med. Faktisk blev hun ganske hysterisk og jeg kunne slet ikke få hende til at slappe af. Men da Allan (en af lægerne) kom og snakkede med hende hjalp det – for han skulle jo lige charmes. 🙂 Og så faldt hun i søvn i barnevognen på vejen hjem. Vi nåede heldigvis lige hjem inden det begyndte at regne helt.

Men hun fik ikke lov til at sove så længe, for så skulle vi hente Ellen i børnehaven. De havde holdt Store Legedag sammen med de andre børnehaver fra den gamle kommune. Og hun var drivendes våd – men så kunne moderen da bare huske at levere ungen med gummistøvler i stedet for træsko… Så vi kørte til hudlægen, som skulle se på tæerne, med bare tæer i løbeskoene.

Hun blev rigtig glad da hun fandt den første stjerne i Randers og så fulgte vi dem ned til hudlægen. Hun opførte sig rigtig pænt og lod hudlægen undersøge hendes fødder helt uden bøvl. Og hun kiggede nysgerrigt, men sad stille, da hun skrabte lidt af hendes negle – også selvom det var meget tydeligt at det kildede.

Nu sover Karen – med feber – og i morgen skal vi heldigvis ingenting.