Første mandag i august er Heritage Day i Alberta. I den anledning tog vi i en historisk by, Heritage Park, som er en by med huse og gårde fra historisk tid – fra koloniseringen til nu.

Efter at have parkeret bilen var der et godt stykke at gå før vi kom op til selve byen. Vi kom forbi en vindmølle og et hus under opførelse til minde om “The Famous Five”, fem kvinder der havde sikret de første rettigheder for kvinder i Canada. Vi kom også forbi damptoget, som imponerede pigerne meget, og vi lovede dem vi skulle ud at køre i det senere.

Da vi nåede byen startede vi med at sætte os på en græsplæne og indtage madpakken, og kigge på hvad vi nu kunne se. Der var et lille “strøg” med gamle butikker, og der var adskillige autentiske gamle forlystelser – en ballongynge, en karusel, en kålorm, en gyngekarusel, og nogle flere ting. Vi kunne også se ned til hjuldamperen på søen. Så der var nok af ting pigerne ville.

Der var ingen vej udenom at starte med forlystelserne, og pigerne nød det også. Men til sidst fik vi hevet dem videre til at prøve andet også. Vi tog en hestevognstur der startede lige da vi gik forbi – og så opdagede vi at vi kun havde set en lillebitte del af parken. Byen var ét hjørne, men der var også gårde, et fort og en indianerlejr, et mineområde og meget mere. Miss Paula fortalte hele vejen om hvad vi kørte forbi, og turen tog en tyve minutters tid.

Lige da hestevognen kom tilbage var hjuldamperen lagt til, så vi tog en tur på søen med den. Ombord var et orkester der spillede klassisk musik fra koloniseringsdagene. Det var en rigtig fin tur rundt på søen, og pigerne nåede flere gange rundt på damperen.

Da vi kom tilbage insisterede Ellen på endnu en forlystelse (en karrusel med hængende gynger), mens Karen og Trine kiggede op til strøget og besøgte bageren og et par butikker. Bagefter truede regnen gevaldigt, der havde været byger hele dagen, og netop som vi ventede på toget åbnede sluserne. Men vi holdt ud og hoppede på toget da det kom. Vi kom med toget to gange rundt, det stoppede nemlig kun ved hver station hver anden gang, og vi skulle jo helst havne ved vores ting igen. Så vi sluttede ved strøget igen, hvor det var tid til at få den is vi havde lovet pigerne.

Vi stillede os i kø til is, det tog en evighed, og var meget forvirrende. Man købte en is med to kugler, men de blev slået ind på et kasseapparat som kun kendte til is med en smag, så alle skulle først sige smagen på den ene kugle af hver is man ville købe, så blev bonnen skrevet ud, og med håndskrift blev tilføjet smagen på den anden kugle af hver is. Så blev sedlen givet til en anden der lavede isvaflerne. Det var meget omstændeligt, og en hel del langsommere end hvis man bare havde lavet isene efterhånden som man fik bestillingerne… Men is blev det til, og så var det desværre lukketid i parken. Der var temmelig meget vi ikke nåede at se, så det var lidt en skam.

På vej hjem kørte vi forbi Walmart, hvor Ellen blandt andet købte et computerspil med Dora the Explorer, som var blevet lidt af en forelskelse på det Canadiske Netflix. Desuden købte vi ind til aftensmad – men jeg kan simpelthen ikke huske hvad vi spiste 🙂

Om aftenen faldt Ellen i søvn med en ishockeyhjelm på. Sådan kan det gå når man leger i sengen og er træt…

4. august 2001 er vores bryllupsdag. I den anledning besluttede Kåre spontant at lave morgenmad: Amerikanske pandekager med sirup og banan, røræg, bacon, juice og kaffe stod morgenmenuen på. Bagefter stod dagen på udflugt.

Zoologisk have ligger lige ved Bow River, og var blevet voldsomt ødelagt af oversvømmelserne. Men 1. august åbnede de en del af haven til reduceret pris. Vi havde bestemt at vi gerne ville besøge den del af parken der var.

Vi så først pingviner og gik derefter af dinosaur-stien. Selvom de lidt skuffende ikke havde nogen levende dinosaurer, havde de nu alligevel nogle ret flotte falske nogen, og vi gravede også et dinosaurskelet ud i en sandkasse. Der var rigtig mange frivillige der gerne ville fortælle og vise ting frem, og det gav lidt ekstra når der pludeselig står en og siger, “Hey, do you want to know something cool about dinosaurs?”.

Bagefter gik vi den anden vej mod de canadiske dyr. Der var forskellige hjorte og geder på det første stykke, og en lille bjergklatringskløft. Og så var det at Ellen skulle på toilettet og i hvert fald ville selv. Og inde på dametoilettet fik hun en ven. Der var nemlig en pige der gav hende et stykke papir til at tørre hænder i, og fra da af var de perleveninder! De gik med hinanden i hånden og legede og pegede på dyrene, og Ellen var lykkelig for at have en at lege med! Vi fulgtes det næste lange stykke og så ugler, elge og bjerggeder. Og vi delte frugt og rosiner vi hver især havde haft med.

I den fjerne ende af parken ville vi have haft frokost. De serverede hambrugers, majskolber og hotdogs fra grill. Desværre viste det sig at de skulle lukke om ti minutter (klokken var ti minutter i tre – parken lukkede klokken fem) og derfor ikke rigtig havde mere mad tilbage. Så vi måtte vente med vores sene frokost til vi nåede hovedindgangen igen.

Vi kom forbi ørne, kalkuner og hjorte, og kom til bjørnene og pumaerne – og vi var heldige nok til at se pumaerne blive fodret. Og så var vi endelig klar til selv at blive fodret. Maden var hotdogs og pommes frites og ikke noget at skrive hjem om. Vi ærgrede os over at vi var gået glip af chancen for grillmad i den anden ende af parken.

Efter maden havde vi lovet at pigerne måtte prøve den midlertidige legeplads der var oprettet i den åbnede del af parken med en hoppeborg og lidt legeredskaber. Men den viste sig at være blevet lukket. På det tidspunkt var der en halv time til parken lukkede, så vi var ærlig talt noget forundrede og irriterede. Da vi købte billetterne i billetlugen havde den flinke billetsælger endda udpeget hvor den ville være uden at nævne noget om at den lukkede før resten af parken.

I stedet besøgte vi pingvinerne en sidste gang før vi kørte hjem. Vi havde en snedig plan om at køre i IKEA og spise svenske kødboller på vejen hjem, men det viste sig at de lukkede tidligt (det var trods alt søndag) så den plan måtte aflyses. I stedet tror jeg maden blev improviseret med nogle pølser derhjemme.

Det blev desværre ikke til meget hyggelig bryllupsaften efter pigerne var puttet. Kåre var en smule sløj. Om det skyldtes at han selv havde stået for maden om morgenen må stå hen i det uvisse…

Vi bestemte at dagen skulle være stille og rolig med besøg i en park. Gerne en hvor pigerne kunne lege i vand. Så vi kiggede på public splash parks i Calgary, og fandt en der lå lige ved Prince’s Island i Bow River midt i Calgary. Den havde egentlig været lukket på grund af oversvømmelser, men var nu genåbnet delvist, og så var der jo også mulighed for lidt gåtur der.

Pigerne nød vandlegen og vi så to forskellige brudepar – det ene med gommen og hele hans følge i kilt. Trine gik ind i food court i centeret ved siden af og købte frokost som vi spiste i græsset. Og bagefter gik vi over broen til Prince’s Island og gik en tur.

Sporene efter oversvømmelserne var tydelige, og store dele var stadig afspærret, men det var stadig en dejlig ø at gå tur på. Trine sneg sig forbi afspærringen for at logge en cache en meter på den anden side på et kunstværk. De steder der ikke var ryddet op endnu var tydeligt præget, men der var gjort et kæmpearbejde med at klargøre den åbne del, som virkelig var blevet flot istandsat. Vi gik en tur over broen på den anden side af øen, hvor man i endnu højere grad kunne se ud over den mest ødelagte del. Udover de ødelagte skovområder langs bredden kunne man se ting der var skyllet op langs åen. Vi gik også efter en enkelt cache der tydeligvis lå midt i ødelæggelserne og måtte opgives.

En legeplads midt på øen var delvist åbnet (der var også en afspærret del) og pigerne fik tid til at gå med at lege der. Tilbage ved splash parken spiste vi is, og Ellen og Karen legede lidt med en afrikansk pige fra en familie der sad i nærheden. Selvom de intet forstod af hvad hinanden sagde havde de det sjovt sammen. Og senere legede Karen og Ellen med andre børn om at sende grankogler gennem en åbning i bassinet ved splash parken.

Det var en dejligt afslappende og stille og rolig tur. Vi tog hjem til aftendsmadstid, hvor vi spiste brød og rester fra dagen før, og havde tid til bare at lege og slappe af.

Næste morgen gentog vi morgenmadstricket med tevand og oatmeal, og pakkede så bilen. Det var øsende regnvejr! Men ved at vende bilen kom bagagerummet lige nøjagtig under udhænget, så tingene kunne komme nogenlunde i tørvejr. Der var udcheckning kl. 11, men eftersom vi først var oppe og samlet ved morgenmaden ca. halv 11 blev det lidt forhastet at få fyldt bilen.

Vi nåede dog det hele – også at hente en sidste kop gratis kaffe – og så drog vi afsted. Vi havde planlagt at vi skulle finde de sidste geocaches for at gøre os fortjent til en coin, og vi ville derfor ignorere regnvejret og tage på tur efter de sidste.

Desværre var Trines og Kåres regntøj kun meget lidt regntæt, og der gik ikke længe før vi var gennemblødte. Og den første cache ved Waterton Lake ville bare ikke findes. Efter at have ledt et stykke tid løb GPS’en også tør for batterier. Først på det sidste forsøg på at tænde GPS’en gik et lys op for Kåre, da han så titlen på cachen “Look Up”, og så blev den hurtigt fundet. Pigerne var mere til at kaste sten i søen end at lede efter geocaches, og de havde det pragtfuldt på trods af vejret. Især Trine var dog til sidst klar til at opgive det hele.

Trine og pigerne gik i tørvejr i et skur, mens Kåre kørte bilen noget tættere på. Faktisk helt hen til skuret så man næsten kunne komme tørskoet fra skur til bil. Og så kørte vi efter de to caches der så ud til at være nemmest at gå til fra bilen uden en længere tur. Det blev til en lille tur gennem byen, og vi så igen hjorte mellem husene, og vandfaldet fra i går var blevet noget mere brusende med regnvejret! Til gengæld var egernerne åbenbart gået i tørvejr, for dem så vi ingen af.

Langs Middle Waterton Lake blev der fundet endnu en cache. Trine blev i bilen og tørrede, Karen og Ellen legede med vand og sten, Kåre fandt cachen. Det tog kun ca. 10 minutter, så var vi alle tilbage i bilen og kørte efter den sidste cache. Vi kom ikke helt så tæt på som vi troede vi kunne, men til sidste var der kun få hundrede meter cross country og Kåre løb alene afsted.

Der var ingen stier og da Kåre havde løbet langt nok op ad en lilel bakke til ikke at kunne se bilen gik det op for ham hvad han egentlig lavede. Han løb stille alene rundt i et bjørnereservat udenfor almindelig menneskeområde. Stort set præcist alt hvad han ikke burde gøre. Strategien blev ændret til at gå og lave noget larm, cachen blev fundet og logget, og på vej tilbage så han afføring fra et stort dyr. Han spekulerede over hvad det mon kunne være fra. Senere så han bjørneafføring, og det var temmlig sikkert det det var… Næste gang ville det nok være en god idé at gå nogen stykker sammen.

Vi kørte tilbage og fik vores coin for veludført og vådt arbejde, skiftede til tørt tøj og kørte hjemad. På vej ud af Waterton så vi vores sidste hjort mellem husene. Vi kom igen igennem Pincher’s Creek på vejen hjem, og som den nemmeste løsning kørte vi ind i en WalMart og spiste på den McDonald’s der lå der. Pigerne fik hver en smølf i deres menuer, og den blev herefter medbragt på hver biltur. En canadisk bedstefar faldt i snak med os om hvor vi kom fra. Han kendte ikke smølferne, men var overbevist om, at det måtte vi gøre, for den slags alfer var en del af vores mytologi. Kåre måtte jo skuffe ham lidt med at det var fra en belgisk tegneserie, og ikke ægte mytologisk, men han var vist behørigt imponeret over at de var af europæisk oprindelse 🙂

Vejen tilbage til Calgary kørte vi ad en alternativ rute, “the cowboy route”. Landskabet var lidt anderledes end turen ned. Der havde det mest været opdyrket land. Turen tilbage var stadig langt nok fra bjergene til at det var rimeligt fladt, men alligevel bakket klippegrund. Derfor gik der mest kvæg og der var lidt mere variation i udsigten. Pludselig kom vi f.eks. gennem en kløft med en brusende flod, som man ikke havde kunnet se var der få hundrede meter før. Vi kom også gennem Black Diamond, som har sit navn fordi det er en af de største olieområder i Alberta. Vi så også flere olieboringer omkring byen end vi ellers havde set.

Vi må indrømme at da vi først kom hjem til vores “Canada-hus” som Karen kaldte det, var det et velkomment syn efter tre dejlige men lange dages udflugt. Aftensmaden blev klaret ved at Trine hentede mad ved Edo fra SouthCenter Mall’s food court. De kunne ikke helt forstå at hun bare ville have fire portioner med fordelt med ris i en beholder og kød og sovs i en anden, men hun fik da lov at købe det alligevel 🙂

Vi havde taget instant oat meal med til morgenmad – men der var jo ikke det tekøkken vi havde regnet med… Det blev dog klaret ved at hotellet havde gratis kaffe og te, og vi hentede kogende tevand og blandede morgenmaden i det. Vi havde én teske, resten improviserede vi med rørepinde. Meget primitivt 🙂

Dagen var afsat til en udflugtstur, med gåture og en tur over grænsen til USA og over Going To The Sun Highway – en tur vi havde fået anbefalet til vejfesten af en nabo som en køretur der var værd at tage. Vi syntes dog at en tur kun i bil måtte være noget kedeligt, så vi startede dagen med lidt gåture.

Først rundet i Waterton by. Inde midt i byen mødte i hjorte der spankulerede omkring, tilsyneladende ligeglade med de mennesker der var der. Dog blev et kid til sidst skræmt af en dame der prøvede at tage billeder af den på under en meters afstand. Det fik mor og kid adskilt af en vej, vi håber de fandt hinanden igen uden uheld. Vejene i waterton har en hastighedsgrænse på 30 km/t, så mon ikke det gik?

Damen på motellet havde anbefalet at se nogle vandfald i udkanten af byen. Det fortrød vi ikke! Det var nogle rigtig flotte fald, og Kåre og Ellen gik også op og så dem oppefra. Der var egern overalt der underholdt turisterne, og Ellen var næsten ikke til at få med videre fordi hun ville kigge på egernerne.

Vi gik hjem og tog bilen. Første mål var en gåtur vi havde fået anbefalet af indianeren fra Head-Smashed-In-Buffalo-Jump som en rimeligt let klatretur med børn og Trine med stok. Men før vi nåede så langt (og der var ellers kun ca. en kilometer) brølede Kåre pludselig at alle skulle kigge bagud. To kæmpestore Bighorn Sheep kom løbende ad vejen bag os, og overhalede bilen indenom mens Kåre var ved at trække ind til siden for at kigge på dem. De passerede næsten op og ned ad bilen, så vi havde rigelig mulighed for at beundre dem!

Så skulle turen op ad Bear’s Hump. Karen var i bærestol, resten af os måtte gå selv. Ellen elskede det, især de steder der skulle klatres mest. Det var en rigtig god sti, hvor der var lavet trappetrin på de stejleste steder. På vejen op lå der også en geocache, som vi signerede. Der er dog efter reglerne ikke bytteting i geocaches i nationalparken.

Trine havde vist nok læst sig til at der kun var en stigning på 30 meter, men det viste sig hurtigt at hun måtte have læst forkert. Det gik bare op og op, og til sidst var Trine ved at give op og sige at hun ikke nåede længere. Vi mødte heldigvis en dame der fortalte at nu var der ikke langt igen, så vi nåede allesammen toppen – og Ellen var ikke til at skyde igennem, for hun havde besteget et bjerg! Hun havde gerne kravlet op på det næste bjerg ved siden af, men det var nu adskillige 100 meter højt, og der var ingen officiel sti, så der sagde vi stop 🙂 Måske skal hun være bjergbestiger?

Vi havde købt frokost i en Subway i Waterton, og vi satte os på toppen og spiste vores mad. Vi måtte passe på nogle meget nærgående jordegern der også gerne ville spise vores mad, og ikke var blege for at hoppe op på den bænk hvor vi sad og spiste for at få fat i det. Ellen ville gerne hilse på alle jordegernerne, og da vi skulle ned igen skulle hun lige sige farvel til dem først. De to jordegern hun sagde farvel til vendte sig begge to om, satte sig på bagbenene og mimrede til hende, så hun var superglad for at egernerne også sagde farvel til hende.

Vi fik kravlet ned igen, og var enige om at det var godt vi ikke på forhånd vidste hvor langt der var derop, for så havde vi nok opgivet ved bunden. GPS’en sagde vist nok at vi havde klatret 170 meter op og ned igen.

Tilbage i bilen blev kursen sat mod grænseovergangen til USA ved Chief Mountain. Vi holdt lidt i kø ved grænseovergangen, og vi kunne høre nogen i en bil ved siden af snakke om at de var ekstra grundige i dag. Senere fandt vi ud af at USA havde hævet terrorberedskabet samme dag, så måske var det derfor. Som udlændinge skulle vi udfylde en told- og indrejseblanket hver (dog slap Kåre for at skrive nær så meget fordi han i forvejen havde en ESTA udfyldt) og betale et gebyr på 7$. Pigerne var ikke ligefrem gode til at sidde stille og vente, men de lukkede os dog ind alligevel. Vi fik at vide at grænseovergangen lukker klokken 10, men det skulle vi også meget gerne være ovre inden, det er trods alt et par timer over børnenes sengetid.

På den anden side af grænsen i Montana gik vejen gennem en løsdriftskvægfold. Det betød at der gik køer midt på vejen. Og der var ingen tvivl om hvem køerne mente havde førsteret. Efter nogle kilometer kom vi ind i den nærmeste “by” på grænsen: Babb. Den bestod af ca. 5 huse, en general store med motel og benzinstation og ikke rigtig andet. Her skulle vi lige have benzin på bilen. Men vi kunne rent faktisk ikke finde ud af at bruge benzinpumpen. Et par venlige motorcyklister med rygmærker og det hele fik vist os fidusen: Man skal slå en arm på benzinpumpen ned, før benzinen løber. En af den slags hemmeligheder ingen skriver nogen steder, fordi alle ved hvordan en benzinpumpe virker 🙂

Efter Babb kørte vi til St Mary, hvor vi skulle dreje ind mod Glacier nationalpark. Vi betalte dagspasset og var nu på Going To The Sun Highway. I starten var den dog ikke så meget en bjergvej. Vi var ikke kommet ret langt, før vi så en masse biler holde langs vejen, og flere af dem tog vist billeder. Vi satte farten ned og kiggede, og kun omkring 10-15 meter fra vejen oppe ad en skråning sad to sorte bjørne og spiste bær. Vi kørte langsomt forbi, vendte bilen og kørte tilbage og holdt ind langs vejen.

At se vilde bjørne var en af de ting vi havde håbet på, og at se dem fra bilen var faktisk helt ideelt, fordi vi ikke behøvede at være så bekymrede fra pigerne. Der gik nu ikke mange minutter før der holdt endnu en bil ind. Det var park rangers, og de begyndte lige så stille at få rangeret bilerne videre. Jeg tror primært det var fordi flere turister havde valgt at stige ud af bilen med deres kameraer, men vi valgte at vende bilen og køre videre før rangerne nåede hen til os. Det var spændende at se de vilde bjørne, og vi fik også nogle billeder, desværre virker zoomen i vores kamera ikke, så de blev kun rimeligt gode.

Vejen begyndte at lbive lidt bjergvej, men vi syntes egentlig ikke at den var så speciel. Landskabet var flot, og det nød vi, men vi overvejede også lidt om det havde været en lang køretur værd bare at se en vej gennem en nationalpark. Goidt vi havde set bjørne, det var trods alt nok til at være det hele værd 🙂

Vi nåede toppen af Logan’s Pass og gjorde holdt. Vi havde håbet at kunne købe mad der, men der var kun en souvenirbiks. Vi købte nogle postkort og en bog, og gik udenfor for at gå en tur ud over højsletten. Her var der en ny slags jordegern pigerne kunne kigge på, og vi fandt endda en enkelt enzian, Trines yndlingsblomst.

Ellen ville gerne gå videre ud ad stien, men Trine kunne ikke holde til så meget mere, så det blev en far og datter-tur, men Trine og Karen gik lidt mindre rundt i passet. Kåre og Ellen var heldige at se et murmeldyr der udstillede sig, og fik også taget nogle billeder. Ellen var igen begejstret for alt hvad hun kunne klatre op ad! Fra bjergstien kunne vi se vejen sno sig ned ad vestsiden af bjerget. Det så noget mere bjergvejsagtigt ud end den vej vi var kørt op ad, så vi bestemte os for at fortsætte et stykke ned på vestsiden før vi vendte næsen mod Canada.

Kort efter Logan’s Pass holdt vi ind igen. Pludselig stod en stor hvid bjergged nær vejen, og udstillede sig. En park ranger holdt øje med den – og måske med at turisterne opførte sig ordentligt. Vi kiggede på den et stykke tid og fortsatte ned ad bjergvejen.

Og så var det vi forstod hvorfor vejen var blevet anbefalet. Vi kørte bogstaveligt talt på bjergsiden. Der var lige nøjagtig et plateau bredt nok til en smal tosporet vej, og en 20-30 cm høj kant var alt hvad der adskilte en fra et næsten lodret fald til den ene side. Udsigterne var spektakulære! Og de steder man kunne se hvordan vejen var bygget op ad klippen var næsten lige så fascinerende som naturen. Et sted løb at vandfald under en hvælving vejen var bygget på. Et andet sted hed “grædemuren”, hvor et tyndt vandfald løb ned langs vejen i en 50 meters bredde. Et sted kørte vi langs et vandfald, hvor der stadig lå sne som dannede tynde broer over vandet. Et antal virtuelle caches lå langs vejen, og vi kvalificerede os vist nok til mange af dem – men de er ikke lige logget endnu. Da vi var ved at være ude af bjergene vendte vi bilen igen, og kørte tilbage mod Canada.

På vejen tilbage holdt vi ind hvor vi først havde set geden, og gik ind for at se et udkigspunkt. De så vi også, og på vej ud igen puslede det, og der stod geden, eller en anden hvid ged, pludselig igen og kiggede på os gennem træerne et par meter væk.

Vi var efterhånden ret sultne – klokken var efterhånden et par timer over aftensmadstid, og selv med en sen frokost kunne vi godt bruge noget mad. Så vi glædede os til vi kunne nå St Mary’s og købe noget mad. Vi fandt et sted der så ud til at kunne give os noget mad, men der var ved at være et problem. Klokken var over 9, og vi vurderede at der var en halv times kørsel til grænsen der lukkede klokken 10.

Vi bestilte sandwich og hot dogs. Fyren der serverede det var flink og snakkede med Kåre om vores husudveksling og besøg til Canada og USA, og om hans ønske om at besøge Europa. Han tilbyd at lave nyt sandwichfyld men vi måtte fortælle at vi desværre skulle nå grænseovergangen, så vi ville gerne have sandwiches med hvad han nu lige havde klar. Han lavede to superlækre sandwiches og en hotdog, og måtte så desværre lave den anden hotdog med et koldt brød.

Da vi nåede til betalingen nægtede han at ville have nogle penge, fordi der ikke havde været alt fyld (der havde nu været rigeligt) og han ikke havde to varme brød! Vi kunne ikke engang tippe ham, får vi havde ingen amerikanske dollars i kontanter, og kun få i Canadiske (pånær 20$-sedler og det var alligevel meget nok). Så vi fik alt maden gratis – det oplever man altså ikke sådan lige i Danmark.

Vi slugte det første af vores mad på stedet og gik så i bilen. Vi bad GPS’en om at køre til grænseovergangen, og var ved at få et chock – den sagde vi ville være der ca. 21:50. Det var efterhånden mørkt, vi kørte i et fremmed land, og vi huskede fra turen ned, at det ikke var nemt at køre helt op ad fartgrænserne – især ikke hvor der gik køer på vejen.

Så turen blev kørt så hurtigt det på nogen måde var forsvarligt, og for at gøre ondt værre var vinduesviskerne ikke perfekte og efterhånden blev forruden ramt af en del insekter der blev fanget af lyset, så køre til sidst kørte foroverbøjet for at kigge forbi den stribe vinduesviskerne havde lavet af døde insekter.

Vi har et billede fra da vi lige nåede grænsestationen kl. 21:51:34 – og et da vi var kommet igennem kl. 21:54:15 – men bilen siger nu klokken er 21:55 der, og jeg tror det er kameraet der gik et minut galt. Grænsevagten bemærkede også at vi kom lidt sent, spurgte lidt til hvorfor vi passerede grænsen, og var lidt nysgerrig efter homeexchange – og i dette tilfælde car exchange. Han var dog ikke mistænkelig, og ville ikke se papirerne på at vi havde lov at køre bilen. Jeg gør ud fra at biltyve ikke kommer med så opfindsomme historier 🙂

Adgangskontrollen til Waterton var lukket, så vi kunne ikke købe dagspasset til at køre i Waterton. Heldigvis var vejen ikke lukket – noget vi faktisk var blevet bekymrede for om de mon gjorde. Vi blev enige om at vi ville købe dagspasset på vejen ud dagen efter, men det fik vi aldrig gjort, for man kunne faktisk ikke komme til boderne fra udkørselssiden, og ikke engang holde ind for at gå over til dem. Vi sender en undskyldende tanke til Waterton National Park.

Selvom pigerne var enormt trætte, og klokken var 11 da vi nåede vores motel, blev vi nødt til at adskille dem i 10 minutter for at de ikke skulle holde hinanden vågne – men så sov de også begge to tungt, og kunne lægges ind til hinanden.

Denne dag er uden tvivl en af dem fra ferien vi vil huske længst! Rigtig mange af vores store oplevelser fra ferien var klemt ind på denne dag! Selvom oplevelserne foregik fra et lejet motelværelse er der ingen tvivl om at det er home exchange og Paula og Dan vi takker for oplevelserne, for vi havde aldrig været på det motel med adgang til en bil uden dem!

ROAD TRIP!

Vi havde bestilt to overnatninger i Waterton nationalpark i Rocky Mountains helt nede ved grænsen til USA. Der var en ret lang køretur derned, og to planlagte stop: Granum hvor Kåres grandonkel Jens havde boet, og et historisk museum for indiansk bøffeljagt: “Head-Smashed-In-Buffalo-Jump”.

Besøget i Granum var rigtig interessant, faktisk mere end vi havde forventet. Vi startede på kirkegården, hvor vi gik rundt og kiggede på gravsten. Sammenlignet med en dansk kirkegård var det meget anderledes. I det store hele var det en græsmark med gravsten. Der var ikke små indhegnede gravsteder, og de blomster der var var enkle plasticblomster. Der var jordegern OVERALT. Efter lang tids søgen fandt Trine Onkel Jens’ gravsten, og ved siden af den endda Onkel Mikaels, som vi faktisk slet ikke vidste var der på det tidspunkt. Dagen før havde Kåre fundet Onkel Jens’ dødsannonce i en digitaliseret avis på internettet, hvor det blandt andet blev nævnt at han var medlem af “Granum Elk’s Club” og “Lions Club”. Begge dele var også på gravstenen. En pudsig ting ved kirkegården var en enkelt grav der lå udenfor kirkegården. Det var byens første grav, for kirkegården var ikke anlagt endnu da den første kvinde døde og blev begravet, og da landmålerne målte op viste det sig at hun var begravet nogle få meter udenfor. I tråd med canadiske firkantede jordudstykninger flyttede man ikke kirkegården, og den enkelte fra ligger derfor nu som en lille udstikker fra den ellers træomkransede kirkegård – men selvfølgelig stadig i indviet jord.

Onkel Jens’ arv var gået til en park i Granum, og næste stop var den park, for at se hvad det var. Parken viste sig at være campingplads, golfbane, skydebane, og rekreativ park for byen. Der var en badesø, en legeplads, og et udsmykket område med blomster og et vandfald. Og igen masser af jordegern. På pladsen fandt vi en mindeplade for Onkel Jens, og det var faktisk lidt specielt at stå og føle sig lidt i tråd med stedet fordi et familiemedlem engang havde været med til at opbygge noget ud af et ellers tomt prærieområde.

Efter besøget i parken kørte vi gennem Granum by. Granum er en lillebitte by med kun godt 400 indbyggere, men giver indtryk af at være efter alle ens forestillinger om rigtig amerikansk prærieby. Der var et lillebitte posthus, bibliotek, garage, general store, kro og rådhus. På mange måder havde man følelsen af at det var en rigtig frontier-by – også underbygget af at man på kirkegården havde mødt mange børnegrave fra grundlæggelsens tid, og at omgivelserne omkring granum virkede øde og viltre. Vi havde snakket om at spise i Granum, men kroen var lukket, så vi endte med at køre videre gennem byen.

Næste stop var “Head-Smashed-In-Buffalo-Jump”. Stedet er et sted hvor indianerne i sin tid havde arrangeret bøffeljagt. Det havde gået ud på at drive bøflerne langs prærien ud til at højt fald, hvor store bøffelflokke var drevet ud over kanten, hvorefter der var kød og skind til lang lang tid. Det var foregået gennem mange tusinder af år indtil for kun et par hundrede år siden.

Vi startede turen med at spise i cafeteriet. En meget trist oplevelse, som levede op til alle fordomme om cafeterier i turistfælder. Vi spiste pommes frites og wraps med bøffel-kød, som var det nærmeste man nok kommer interessant med det sted. Men vi var sultne, så det var godt at få noget mad 🙂

Bagefter gik vi op og så ud over plateauet bøflerne havde været jaget ud over. Det var en flot udsigt, og fascinerende og forestille sig de bissende bøfler falde ud over kanten. Faldet virkede ikke virkelig højt, men det viste sig at det havde været mindst dobbelt så højt da man begyndte at bruge det til bøffeljagt, men knogler og rester efterhånden havde fyldt faldet op, og området var tilvokset og yderligere formindsket efter at bøffeljagterne var holdt op.

Derefter tog vi turen ned gennem museet. Igen var det lidt for meget “ting-med-et-skilt” til at holde Ellen og Karen fanget, men de legede lidt i en Tipi, og de synes det var sjovt at se en film på et kvarters tid med en rekonstruktion af bøffeljagten.

Efter museumsbesøget ville vi gå en tur under faldet. Kåre gik først ned efter vand og en ble til Karen og var heldig nok til at der stod hjortedyr næsten lige ved siden af bilen op ad skråningen. Imens var Ellen, Karen og Trine så heldige at en af de ansatte indianere holdt pause lige hvor de sad, og han havde tid og lyst til at snakke rigtig meget med dem. De fik et råd om en tur i Waterton, og forskelligt at vide om området før og nu.

Så blev det tid til gåtur. Vi fandt faktisk gamle knogler fra bisoner langs stien, og vi var også heldige at se adskillige dyr langs stien: En har var trykkede sig kun et par meter væk, og vi så hjortedyr tæt på – en af dem var det Karen der viste os andre oppe fra sin plads på fars skuldre.

Til sidst blev det til et sidste kig i en tipi, en enkelt sidste earthcache eller to og et blik på et par hjortebukke der stod og udstillede sig for os. Så var det med bilen for det sidste stræk mod Waterton. På vejen så vi en Coyote på en mark. Den havde ikke travlt med at flytte sig, og at dømme efter stillingen havde den nok en god grund. Den havde noget den skulle af med… 🙂

Vi stoppede i en by på vejen, Pincher Creek, og købte noget brød og pålæg vi kunne spise til aftensmad. Kåre fik også købt nogle canadiske øl. Efterhånden begyndte bjergene at komme tættere på, og til sidste nåede vi nationalparken. Vi bestilte et dagspas for at køre i parken og fik hjælp til hvilken vej vi skulle finde motellet vi skulle bo på. Da vi endelig nåede frem var klokken ved at være halv ni. Vi fik checket ind, og den rare receptionist havde tid til at fortælle om byen og området. Ellen fik også en chokolade og havde en med til Karen der var gået udenfor med Trine.

Det viste sig at Trine havde husket delvist forkert og blandet to moteller hun havde kigget på sammen, så hvor vi havde troet der var et lille tekøkken var der ikke noget. Faktisk var der stort set to værelser hvor der ikke var plads til andet end sengene og et lillebitte bord. Det gav lidt udfordringer hvor vi fandt en lille lommekniv i handskerummet og trods alt fik skåret noget brød og pålæg til aftensmaden og mast os sammen om bordet.

At få de to meget trætte piger til at sove i samme rum viste sig at være næsten umuligt. Især Karen syntes det var sjovere at drille Ellen end det var at sove, så til sidst fik de hver deres soveværelse og vi satte os udenfor mens de faldt i søvn. Trine gik en tur gennem byen, og da hun kom tilbage kunne Ellen flyttes ind ved siden af Karen. Så gik Kåre sin tur 🙂

Vi havde fået anbefalet Waterton som lidt mindre turistfælde end Banff, så vi var overraskede over at Waterton var… en turistfælde. Senere besøgte vi dog Banff, og må indrømme at Waterton er noget mindre turistfældet end Banff. Hele midtbyen var meget dyre restauranter, souvenirbutikker og hoteller. Man kunne f.eks. få ét æg og ét stykke toast til morgenmad til 8$ – det er nok ca. 4 gange dyrere end andre steder i Canada.

Vi nåede også i skiftehold at finde den samme cache, så vi begge havde fundet den. Den var for øvrigt en del af en geocachingmission i Waterton: Hvis man fandt fire af de caches der var udlagt af nationalparken fik man en flot coin.

Dagen var afsat til en naturtur i en af de mange naturområder i Calgary. Denne gang gik turen til “Weaselhead”, et naturområde nær et kunstigt opdæmmet sø, hvor afløbet fra en dæmning havde lavet et spændende delta i enden af Elbow river. På vejen købte vi frokost ved Subway og fik endelig købt nogle bytteting til geocaching.

Frokosten blev spist på en bænk med en flot udsigt over deltaet. Bagefter blev der gjort klar til gåtur med myggespray og solcreme og medbringen af vand. Vi tog en afstikker til en earthcache, og gik så ned for at tage en rundtur i deltaet.

Den plan blev dog hurtigt spoleret. Vi vidste egentlig godt at dele af området var afspærret og der kun var delvist genåbnet. Der var nemlig fundet sprængstoffer fra en periode hvor området havde været brugt af canadisk militær. Der var dog mindre åbnet end vi havde troet/håbet, så turen blev til en gåtur frem og tilbage ad hovedstien. Til gengæld stoppede vi i lang tid ved åen, hvor der blev kastet sten i vandet og slået lidt smut. Vi hilste også på en hund der var halvt New Foundlænder, og der blev snakket meget om Siri. Og Trine gravede en kanal og reddede nogle små fisk der var blevet fanget i en indsø. Der var meget leret, og før vi gik derfra havde vi også to meget lerede piger 🙂 Vi havde også flere kilo “flotte sten”…

Herefter gik turen hjem til en is, og til aften kom grillen igen i brug, denne gang til en grillet laks.

En af de ting Kåre havde snakket meget om var en del af at tage til nordamerika, var at tage på en rigtig diner og spise rigtig amerikansk morgenmad. I dag var den dag det skulle ske.

Så tidligt om morgenen, det vil sige klokken 13, kunne man finde os på “Denny’s” – en all day breakfast restaurant. Vi bestilte maden, og børnene var udstyret med farvekridt og en kombineret børnemenu/tegnebog/underholdning, som blev brugt flittigt mens vi ventede.

Trine havde bestilt en varm ret – pølser, kartofler, tomater, bacon, ost mm. stegt og serveret på en støbejernstallerken. Kåre var mere traditionel – bacon, hashbrowns, poached eggs og pandekager, mens børnene fik pandekager, pølser, bacon og scrambled eggs. Især smør og ahornsirup – masser af sirup – på pandekager til morgenmad faldt i børnenes smag. Vi måtte indrømme at hvis det her var daglig morgenmad ville vi nok hurtigt fordoble familiens vægt, men hvor var det dog godt 🙂

Bagefter besøgte vi en friluftsbutik på den anden side af vejen. Ellen fik et par nye sandaler og vi kiggede lidt rundt efter andet spændende. Pigerne var desværre ikke i handlehumør – og på et tidspunkt blev de faktisk helt væk derinde – vi fandt dog hinanden igen 🙂

På vejen tilbage var vi også i et byggemarked – Canadian Tire – i et forsøg på at finde en strømadapter – vi troede kun iv havde taget dimser der kunne tage både 110 og 230 volt med, men Kåres barbermaskine og den elektrisk tandbørste havde vi ikke fået set ordentligt på. Det lykkedes desværre ikke (vi fandt dog den modsatte adapter), men det var sjovt at se hvad man kunne købe derinde. Især var udvalget og smagen i møbler ret forskellig fra hvad man ville finde i Danmark. Vi underholdt os også med at kigge på fugle der havde fundet udvalget af fuglefoder og agerede levende reklame for at foderet var accepteret.

Det blev også til endnu et besøg i Walmart. En af de mere pudsige ting vi så der var, at ikke nok med at LEGO’s patent var udløbet, det førende kopiprodukt “Mege Blocks” var store nok til at have franchise på linje med Lego – f.eks. Halo-sæt, World of Warcraft-sæt og John Deere-traktorer. Tydeligvis har konkurrerende produkter bare ikke en chance og bliver ikke markedsført i Danmark, hvor de sikkert vil blive opfattede som uoriginale halv-uetiske kopiprodukter.

Aftensmaden var… en oplevelse. Som nem aftensmad skulle vi prøve noget rigtig amerikansk. “Mac & Cheese” fra Kraft. Forældrende prøvede at holde gode miner for at børnene skulle have lidt at spise, men ærlig talt er det uden tvivl den mest uspiselige færdigret jeg har smagt i meget lang tid. Ingen af os spiste ret meget, og der blev suppleret med lidt brød for at blive lidt mere mætte.

Efter et par stille og rolige dage skulle vi ud at se noget. Vi havde udset os “Calgary Corn Maze” – en kæmpe majslabyrint med tilhørende bondegård med aktiviteter.

Vi kom tidligt ud af sengen – sådan cirka klokken 10. Men til sidst fik vi fundet ud af hvor vi skulle hen (der viser sig at være mindst to majslabyrinter nær Calgary) og vi fik planlagt at vi ville geocache lidt på vejen.

Stedet ligger lidt uden for Calgary, og netop som vi havde forladt civilisationen gik det op for os at vi nok blev nødt til at skulle have benzin på bilen – og det SNART. Det skete selvfølgelig på et stykke hovedvej hvor man ikke sådan lige kan vende om, og GPS’en fortalte os at den nærmeste benzintank lå længere og længere væk, jo længere vi kørte. Faktisk var vi næsten nået helt til majslabyrinten da vi til børnenes store protester vendte om for at køre 10 km tilbage igen til en benzintank. På det tidspunkt stod benzinmålerens nål fuldstændig på nul, så vi krydsede fingre for at der var lidt reservetank at nå frem på… Det gik heldigvis.

Før vi nåede frem til majslabyrinten skulle vi liiiige finde en geocache der lå på vejen. Den hed “Haunted House” og lå med udsigt til en gammel lade. Og cachebeholderen var FREMRAGENDE. Ikke nok med at det var et helt lille udsmykket hus, man skulle også løse en lille og fantastisk veludført opgave for at komme ind i huset (vi vil ikke afsløre præcist hvad den var, for ideen skal måske tyvstjæles) og indholdet levede fuldstændig op til det ydre: Uhyggelige bytteting, og et grinende skelethovede med lysende øjne var en del af showet. Og børn måtte endda tage en bytteting uden at lægge noget (en god ting, for vi havde ikke fået købt bytteting før vi tog på geocaching).

Herefter nåede vi endelig frem til majslabyrinten… og alt det andet! De tilhørende små aktiviteter til børn inkluderede en kæmpe legeplads, et større klappe-zoo med geder, katte (med killinger), ænder, høns, gæs med mere, og andre dyr i indhegning – æsler, heste (med føl), får og grise.

Vi startede med den “lille” labyrint, som var mest tiltænkt børn. Her fandt Ellen især vejen, og var meget stolt. Derefter blev der kigget på og rørt ved dyr til den store guldmedalje, før vi fandt frokosten.

Frokosten var faktisk det eneste minus ved stedet. De ansatte i madvognen var ret forvirrede, og glemte bestillingerne, og da vi endelig havde mad og drikkevarer viste der sig at være mug på dåserne med sodavand, og de var begge to for gamle. Vi fik byttet dåsen med mug til en flaske vand, men vi var ikke helt sikre på at de helt fangede hvorfor. Vi sendte en mail efterfølgende og fik en uforbeholden undskyldning og et tilbud om et gratis genbesøg (som vi dog ikke benyttede, der var lidt for mange andre spændende ting nær Calgary), så mon ikke det problem er løst nu? Vi ha ri hvert fald ingen problemer med at anbefale stedet trods den lille forteelse.

Efter frokost spillede vi minigolf – der var en hel 18 hullers bane, og Ellen og Karen ville gerne spille. Ellen havde koncentration til at spille cirka de første 6 huller, omend ikke helt motorik til at styre køllen. Der var ellers dedikerede børnekøller, og det hjalp en del. Men de syntes begge to det var sjovt nok at lege med minigolf længe nok til at begge vi voksne nåede gennem alle 18 huller. Trine havde det dobbelt så sjovt som Kåre, for hun nåede dobbelt så mange slag på de 18 huller 🙂 Det plejer ellers være hende der banker Kåre.

Efter minigolf, og lidt hop på hoppepuder, angreb vi den store majslabyrint. Den var i to afdelinger, og ENORM. Oplysningerne sagde at hurtige labyrintløbere kunne klare labyrinten på lidt over en halv time, men man nok skulle afsætte over en time til at komme igennem. Ellen kunne godt følge med på kortet når hun gad, men det var sjovere at løbe i gangene, så kortet var som regel overladt til de voksne. Karen var med i bærestolen. Vi skulle finde fem stationer på vejen og stemple et kort, så alle dele af labyrinten blevundersøgt nøje, for ikke at gå glip af et stempel. Selvom vi var i første del af labyrinten i over en halv time, var der ingen af pigerne der syntes det blev kedeligt.

Bagefter var det tilbage til legepladsen og en rutsjebane af plastic på en bakke. Der skal ikke så meget til at lave noget sjovt for børn. Og så tog vi på traktortur gennem majsmarken. Turen blev kørt af en ung mand der hed Alex, og som tog billeder af os var vældig god til at tage sig af og snakke med børnene på turen. Trine blev tilbage for at skåne ryggen for traktorbump.

Bagefter tog Kåre og Karen anden halvdel af labyrinten. Denne gang gik Karen selv det meste af turen, resten blev hun båret. Anden halvdel var lidt sværere end første halvdel, til gengæld havde vi lært at de fem stationer vi skulle finde ikke var i blindgyderne. Derfor gik det faktisk ret hurtigt at komme gennem labyrinten, men vi kunne se på andre i labyrinten at ikke alle syntes det var nemt at følge kortet. Jeg overhørte flere der ikke anede hvor på kortet de var, og derfor helt havde opgivet at gå efter kort. Jeg håber de fandt ud igen… Ellen ville hellere lege end med i labyrinten igen, så hun blev ude med Trine.

Da Karen og Kåre kom ud råbte Trine op om at de skulle skynde sig. De kunne nemlig lige nå med i en sidste tud med ko-toget, som Alex kørte. De storgrinede begge to hele vejen – en ca. 7-årig dreng var til gengæld noget skeptisk overfor turen, og var lige ved at overveje at ville af, men blev alligevel på da Alex stoppede for at sikre alle var glade.

Vi var ved majslabyrinten lige til de lukkede klokken 5. Pigerne ville helt sikkert være blevet der længe endnu hvis vi havde kunnet.

Efter majslabyrinten havde vi udset os en cachetur mere. Rundt på nogle veje i det øde markområde var der nemlig nogle caches, og en uhyggelig multi-cache hvor vi skulle opklare mordet på en død heks. Undervejs fandt vi hendes lemmer og til sidst fandt vi også hvad der tilsyneladende var et fuglehus, men hvor man med den skjulte nøgle kunne finde heksens hovede og cachen. Ellen og Karen åd det hele råt, når vi samlede plasticarme og -ben op i skoven 🙂

Vi passerede en jernbane og et “lille” godstog på vejen. 181 vogne og 3 lokomotiver blev det til (to foran og et bagpå), og det tog flere minutter for toget at komme forbi. Selvom vi var på et øde fladt område kunne vi på intet tidspunkt se hele toget på en gang for de få træer og bakker der var. Til gengæld tudede det meget ofte – for på alle de småveje vi kørte på var der selvfølgelig ingen bomme eller blink for at køre over banen.

Et enkelt sted lå cachen i et område hvor der stod no trespassing et stykke tilbage på et skilt, og mens vi var ved at logge den kom en bil forbi, stoppede nogle 100 meter henne og begyndte at bakke. Vi valgte hurtigt at fortrække fra stedet…

En ting der slog os mens vi kørte rundt på vejene var at alle veje var lige, og uanset om det var markveje eller asfalterede veje, så fulgte de det grid der var tegnet fuldstændig. Man kunne regne med at hvis der var udlagt en vej kunne man køre ligeud af den lige så langt det skulle være. Et par steder var der endda lavet dæmninger over en sø for at få vejen til at gå ligeud.

Klokken var 19 da vi havde fundet den sidste geocache, så efter at have kørt et par omveje, fordi vejene var bygget lidt om siden GPS’ens kort var opdateret, var det med at komme hjem, få noget mad og få pigerne puttet i seng.

I dag var der lidt “midt på ferien”-stemning, så ingen havde rigtig lyst til det helt vilde.

Der blev spillet og leget lidt i kælderen, og Trine tog pigerne med på legepladsen igen, mens Kåre fik tid til at være lidt alene hjemme. Om eftermiddagen fik hun så til gengæld lov til at tage ud at handle for sig selv lidt, uden mand og børn til at være besværlige 🙂

Det gav udslag i at der om aftenen var grillmad i haven. Der blev grillet bøffer og majs, og det var endda lykkedes Trine at komme i en liquor store, så der var rødvin til Kåre. Det er nu lidt besværligt at man ikke kan købe øl og vin i supermarkedet. Paula og Dan havde en stor og god gasgrill, så der var plads og mulighed for at grille lidt af hvert.