Archive for the ‘Natur’ Category

Fantastiske Ellen

I går aftes sad vi lige så stille og spiste aftensmad. Det vil sige, jeg var færdig, så jeg sad og syede et par Baldere til ungerne (det er ris-/ærteposer). Men så kom der en mail om en ny natcache i Hammel. Karen skulle ikke med, hun skulle sove – men klokken var kun 19.02, så Ellen kunne godt nå det inden sengetid. Så mig og Ellen i tøjet og få koordinatet skrevet ned og lommelygterne i lommen og så sydpå.

I bilen snakkede vi om alt muligt ligesom vi plejer og på et tidspunkt kommer vi ind på gigt. Og så lyder det fra bagsædet:

Mor, når jeg bliver læge, så vil jeg hjælpe dig og få gigten ud af din krop.

Åhhh – moderens hjerte kunne samles op fra en pøl på bilsædet – totalt smeltet.

Men vi nåede frem – og der var ingen biler! Så os ud i den natmørke skov og lede efter reflekser. Og der, ovre bag det krat, var der noget der glimtede. Så igennem krattet (vi skulle vist have haft regntøj på) og over til glimtet. Men der var ingen cache. Vi ledte og ledte og pludselig var der en bildør der smækkede – og en mere! Og så kom der lys i natten, men pludselig hørte vi noget der puslede i nærheden – lygten blev vendt og DER var den! En sød, lille cache, med en jomfruelig logrulle – men vi havde ikke noget at skrive med… Så vi måtte pænt vente til at Brian (Levegodt) også kom og fandt cachen, han havde nemlig en kuglepen.

Og så kunne vi hyggesnakkende køre hjem igen – en FTF rigere. Og så var vi lige omkring Drøsbro Mejeri for at hilse på koen. 🙂

Kameraet nåede vi ikke at få med, så der er ingen billeder.

Efterårsferie i Ålbæk

Det bliver altså lige en billedreportage – også selvom jeg absolut ikke er tilfreds med den måde billeder bliver vist på!

Bagefter

Nu er jeg efterhånden kommet så langt bagud, at det er fuldstændig uoverskueligt at følge med. Så jeg dropper bare de sidste par uger og starter forfra. Så kan det godt være at der kommer billeder fra vores ret gode sommerhustur til Ålbæk mellem Frederikshavn og Skagen senere. Burde egentlig lære at skrive ned MENS vi er afsted.

Altså: I uge 41 var vi i sommerhus og sidste lørdag var vi på en lille skovtur. Søndag brugte vi på at gøre haven vinterklar og på at bage lidt snobrød. Uge 42 var det business as usual – altså lige bortset fra at Karen fik brev fra vuggestuen og at hun faktisk har været alene i vuggestuen en lille times tid, mens vi var til møde i børnehaven. Men det gik som forventet helt uden drama. Vi afleverede hende til Elin, som Karen kender fra mødregruppen og gik – og Karen hyggede sig mens vi var væk.

I denne weekend har vi været i Bilka efter maling og til farmors fødselsdag, hvor vi efterlod Ellen. Karen tog vi med hjem igen. Hverken Karen eller mine bryster synes om at være væk fra hinanden i alt for lang tid af gangen.

Cykeltur og åbent landbrug

Ugen er gået med at Ellen har villet lære at cykle og at Karen har været vågen og utrøstelig om natten. Vi ved ikke hvorfor, men det er trælst. Ellen har ikke helt styr på cyklen endnu – men mon ikke det kommer på et tidspunkt.

Fredag eftermiddag tog vi en tur til Kjællinghøl for at se den nye bro – men selvom jeg havde læst at den skulle være færdig 3. september, så var den slet ikke færdig endnu. ØV. Men vi spiste vores småkager og drak vores juice alligevel.

Lørdag tog mig og Ellen til Randers for at købe en klapvogn – men vi endte med også at komme hjem med et keyboard af en art. Det lykkedes også Ellen at blive væk i Kvickly – nok til at hun faktisk blev ked af det. Men jeg tvivler på at det hjælper. Hun havde bl.a. siddet hos Expert og set fodbold. Det var nu også lidt min skyld, for jeg havde sagt, at hun skulle sætte sig ude ved de store a-er. Og her mente jeg fysisk store a-er. Men hun kunne jo kun finde små a-er – altså minuskler – så hun var gået ud for at lede efter de store a-er. Og så kan moderen jo bare lære at formulere sig klart og TYDELIGT!

På turen kom også den gode: “Hvem er din yndlingsmor?” “Far!” “Hvem er så din yndlingsfar?” “Mor!”

I går var der Åbent Landbrug og vi valgte at besøge Havredalsgaard ved Sall ved Hammel og det fortrød vi bestemt ikke. Vi havde en rigtig dejlig tur. Der var en masse køer, som Ellen dog ikke var så begejstet for, for de kan jo finde på at sige MUH og hun kan altså ikke lide høje lyde. Men kattekillingerne og kalvene var søde. Og så var der en tur gennem majsmarken, hvor man gerne måtte spise af majsen. Og der var små traktorer man kunne køre på og en stor traktor man kunne sidde i og der var en stoooor halmborg, hvor man kunne hoppe ned i halmen og der var en cafe, hvor man kunne få lækre smagsprøver og købe kage og kakao og man kunne komme på traktortur ned i skoven, hvor de både så sika-vildt og agerhøns. Karen tilbragte det meste af tiden på Kåres mave, men synes også at halmen var sjov.

I dag er det så bedsteforældredag i børnehaven og de skal på skovtur. Glæder mig til at høre om det når Ellen og farmor kommer hjem om nogle timer.

Skoldkopper

Onsdag aften begyndte Ellen at have nogle små blærer i numsen. Og ganske hurtigt så hun frygteligt ud – skoldkopper – og denne gang var der ingen tvivl…

Så torsdag måtte Kåre ringe i børnehaven og sige at Ellen ikke kom – det var der så godt som heller ikke andre der gjorde. Det var cirka halvdelen af ungerne der havde skoldkopper, så det må have været stille. Men det allerværste for Ellen var, at der var hattefest fredag – og når man er syg må man jo heller ikke komme til hattefest og hun havde SÅDAN glædet sig. Men heldigvis havde børnehaven besluttet, at når alle alligevel var syge, så var skoldkopper også velkomne til hattefesten. Så det første Ellen sagde da jeg stod op tordag var: “MOR – Anja siger at jeg gerne må komme med til hattefesten!”

Natten torsdag/fredag og fredag/lørdag var slemme, for hun har mange skoldkopper i numsen og så er det altså ikke sjovt når man tisser i bleen. Men lørdag/søndag gik det bedre, så vi håber på at det går godt i nat.

Tordag var vi på gåtur i Bidstrup Skov og fredag var vi hjemme indtil hattefesten. Lørdag var mig og Ellen i skoven ved Bjerringbro for at finde en sø (og et sted at lægge en cache og for at give Kåre lidt ro). I dag har vi været i Bilka efter flyverdragt og vinterstøvler.

Sidste år til sommerfesten var Ellen slet ikke med til noget, men i år var hun klar på næsten det hele. Hun var dog lige lidt genert, da der skulle synges velkomstsang. Og Karen var fint med til det hele – og spiste, så der næsten ikke var noget til alle andre: Fiskefrikadeller, kartoffelsalat med rygeost, frikadeller, pastasalat, ost, hvidløgsbrød og tærte.

Men kors hvor er der meget energi i sådan en unge, når man hverken rigtig kan tage hende med nogle steder eller sende hende i børnehave. Hun keeeder sig!

Dagens grin: Hun havde skabt sig i Bilka og var røget ud i bilen. Så hun måtte naturligvis heller ikke få en pakke rosiner. “Jeg siger det bare (og her var vi spændte på hvad der kom, for vi var der begge to) til MORFAR!”

Dårlig samvittighed

Ja, det er ikke blevet til meget blogning – har simpelthen ikke kunnet tage mig sammen. Men kort fortalt har vi holdt ferie og haft en del konflikter med Ellen, som VIRKELIG er kommet i trodsalderen. Bl.a. har vi kæmpet for at overbevise hende om at hun skal blive på værelset når hun er blevet puttet – og det lykkedes faktisk i går! Vi prøver også at lære hende at man ikke må spytte. Men sådan alt i alt, så tror jeg bare hun savner børnehaven.

Den anden dag snakkede vi i hvert fald om hvad de andre børn mon havde lavet i ferien. Ellen mente ikke de havde lavet noget. Om de bare havde kedet sig, ville Kåre vide. “Ja – fordi jeg ikke var der!” – var svaret. 🙂

Ellers har vi geocachet, været i Universitarium og Ellen har været på ferie hos mormor og morfar.

Nå ja, og Karen har lært at sidde op og kravle – og foretrækker nu mad med smag i bidder i stedet for grød – de bliver hurtigt store, de unger. I næste uge kommer hun sikkert og beder om bilnøglen.

Men her er en stak billeder, hvor jeg har prøvet at skrive lidt mere om hvad vi har lavet:

Ferie og geder

Søndag kørte vi til eftermiddagskaffe i Bjergby og var lige omkring et par caches på vejen. Det var ikke ubetinget et hit, for dels smækkede Kåre bagklappen om vores GPS (det overlevede skærmen ikke) og dels gad Ellen bare ikke noget som helst. Men vi fandt da fire caches på en rigtig smuk tur ved Karup Å.

Ellen blev i Bjergby og de næste par dage gik med at jeg planlagde og Kåre arbejdede om dagen og sidst på eftermiddagen mødtes vi og geocachede. Så tirsdag aften kunne vi endelig åbne cache nummer 1000 – efter en god tur i skoven (og bunkerne) syd for Ørnsø i Silkeborg. Karen virkede som om hun synes det var rart med udflugter og hun sov i hvert fald rigtig godt om natten.

Onsdag kom farfar så med Ellen igen – det virker som om hun har haft det godt – hun har i hvert fald leget med Ann-Kathrine, sin jævnaldrende kusine, men ellers er det lidt svært at få noget konkret ud af hende. 🙂

I går aftes cyklede vi en tur ud i Lyngbakkerne. Det blev en hård tur, for Kåres cykel stod nede ved toget, så han måtte gå ned efter den. Og da han så nåede ned viste det sig at den var blevet piftet. Og da han nåede halvt hjem kom han i tanke om at han da hellere måtte tjekke ventilerne – og ganske rigtigt – de lå nede ved toget. Så ned efter dem og hjem og pumpe cyklen og SÅ ud mod Lyngbakkerne. Så det endte med at jeg cyklede hele vejen derud med ungerne bag på i cykelvognen – og der er altså et par bakker skulle jeg hilse at sige! Men ungerne var glade og gederne nysgerrige og vejret godt. Der var dog næsten ingen blåbær til Ellens store skuffelse.

Ugen der gik

Selvom der ikke rigtig er sket noget i løbet af ugen, er der faktisk sket en del.

I starten af ugen havde vi varmebølge – der blev leget i badebassinet ungerne fik af onkel Henrik og vi spiste ude og der var jordbær og de første hindbær er blevet modne.

Onsdag var Karen og jeg i mødregruppe og det er lidt hyggeligt at ungerne begynder at interagere. Vi fik endda taget billeder af dem alle sammen sammen – der er sket lidt siden vi startede for nogle måneder siden.

Torsdag blev jeg stoppet på vej ind i børnehaven. Moderen til en af pigerne i børnehaven ville lige høre om de måtte tage Ellen med hjem lige over middag fredag, så de kunne lege sammen. Selvfølgelig måtte de det og Ellen glædte sig meget til det. På vejen hjem var vi lige på biblioteket.

I dag ville Ellen gerne lege med tal da vi skulle spise morgenmad. Det var hun lidt sej til. Jeg skrev tre tal (1, 2 og 4) på et stykke papir og bad hende ligge det rigtige antal nødder på tallene. Det kneb lidt, indtil jeg tegnede en cirkel om tallet, som nødderne skulle ligge i. Så klarede hun det til UG.

Karen og jeg var i forældrecafe og dommen lød på 8300 buttede gram fordelt på 70 cm. Det lader til at sygehuset ikke har anmeldt os for børnemishandling – Rie havde i hvert fald ikke hørt noget. 🙂

På vejen hjem – og der er alligevel 500 meter – faldt Karen så godt i søvn, at jeg bare løftede hende fra bilen over i barnevognen og så sov hun 3½ time. (Hedder det 3½ time eller 3½ timer?) Så vi nåede ikke til åbning af det åbne bibliotek, men vi fik da hentet Ellen. Det lød som om de har hygget sig godt, så det var en succes med første legeaftale.

På vej ud for at hente Ellen måtte jeg ellers lige lege gedehyrde. Et par geder var smuttet ud af indhegningen og blev gelejdet ind igen og ejeren blev glad for et opkald. 🙂

Her til aften var vi lige ude for at sige godnat til gederne – og plukke blåbær… 🙂

Sutteopfølgning

Tirsdag aften gik det IKKE godt. Hun faldt først i søvn klokken 22 efter meget gråd, klynk og generel utilfredshed.

Onsdag efter aftensmaden skulle jeg aflevere et brev i Borgerservice og tog Ellen med på løbecykel. Men den onde, onde mor kom til at stoppe brevet i brevsprækken… Så Ellen fik en tur i skoven som kompensation – og så lovede jeg hende at vi skulle aflevere et brev i dag, som hun så måtte stoppe i brevsprækken.

Men vi havde en hyggelig skovtur – vi så en larve og en død bille og vi fandt en lille hjerteballon og en pind. Og lige da vi var ved at være hjemme kørte Ellen så skråt hen over vejen for at komme over til lågen – uden at se sig for eller noget. Så det endte alligevel med lidt skrig og skrål, da hun blev hevet tilbage for at se sig ordentligt for.

I sidste uge så vi jo en slange i skoven og det gav følgende kommentar fra Ellen:
“Og så forskrækkede vi slangen og så blev den helt slange-bange.” 🙂

Putningen gik bedre end tirsdag, men hun skulle alligevel have trøst et par gange. Og så har hun fået en dårlig ide med at skulle på toilettet efter hun er blevet puttet. Hun er på toilettet som det sidste inden hun skal i seng, så det er ikke fordi hun skal – men når nu ungen er ved at være renlig og siger hun skal på toilettet, så er man jo nødt til at tage det alvorligt. Også selvom det bare er en fiks ide.

Feber igen og skovtur

I går aftes fik Karen feber igen og i dag har hun været pjevset og sådan lidt feber. Samtidig har hun ikke rigtig ville spise, så jeg har lidt problemer med brysterne. Jeg har haft en knaldende hovedpine og Kåre har været særdeles træt – så det har været en rigtig god dag…

Efter frokosten tog mig og Ellen i skoven, så Kåre kunne få lidt ro – men så skreg Karen. Men Ellen fik soppet i bækken og vi var ved at træde på en snog, så vi havde en god tur.