Archive for the ‘Moster Ane’ Category

Sommerhustur

Vi havde lånt sommerhuset i Tranum og havde en næsten-uge med blandet vejr.

Vi nød naturen, besøgte den lokale skovlegeplads, geocachede en smule og var i Fårup Sommerland, hvor vi dog havde ALT for lidt tid. Vi havde ikke troet at ungerne holdt så længe, men da vi havde været der syv timer lukkede de altså, selvom vi slet ikke var klar. Mormor, morfar og moster Ane kom på da butikken havde lukket og moster Ane og Ellen fik kørt nogle ture.

Vi var i Aquaparken, men der var ALT for mange mennesker, så Ellen ville ikke rigtig prøve noget. Men hun ville heller ikke ud – det viste sig at være fordi hun ikke turde gå gennem et overfyldt omklædningsrum igen, så hun fik lov til at skifte ude foran. Og så var der lige en uheldig tur i Colorado River (træstammerne), hvor Ellen bankede hovedet ind i Kåres ryg med næsen forrest. Men ked-af-det-heden forsvandt som dug for solen efter en tur i Mineekspressen. 🙂

Vi var også på Antons Skovtur og Karen lærte hvordan mosebølle- og blåbærbuske ser ud. Åbybro-by-Night nåede vi også og så selvfølgelig bare hyggetid i sommerhuset.

Første ferie

Tirsdag var begge unger tilbage i børnehaven og det var business as usual.

Onsdag var der forældresamtale om Karen – og som forventet så trives hun godt og udvikler sig som hun skal.

Torsdag var der forældrekaffe hos Ellen – skønt vejr, så det foregik ude på terrassen.

Søndag kørte vi alle sammen til Biersted, hvor vi efterlod Karen og Ellen – første gang Karen skulle overnatte uden mor og far.

Bortset fra at hun ikke mente at hun skulle sove i en babyseng, så gik det helt fint – også uden mormælk. 🙂 Det lyder i hvert fald som om både bedsteforældre og børnebørn har hygget sig – god mad og traktorture er ikke at foragte.

Jeg var lidt spændt onsdag morgen – også ganske bogstaveligt – men Karen havde ikke glemt det der amning, så det kører fint igen, selvom der var blevet holdt to dages pause.

Alt vel

Der er sket meget – størst er nok at Karen har lært at gå. Og efter at have prøvet at gå rundt i mine sko har vi købt et par til hende selv. Så nu kommer hun rendende med dem konstant og siger “SKO”.

Her er lidt billeder:

Gymnastikopvisning og besøg

Lørdag var der gymnastikopvisning og Ellen havde inviteret mormor og moster Ane ned for at være med. Morfar blev hjemme og passede butikken.

Ellen havde glædet sig rigtig meget, men da hun så alle de mennesker i hallen fik hun sceneskræk og måtte have far med. Desværre gjorde det, at hun ikke var med til at danse og lege – men da der kom redskaber frem gik det bedre og hun var med igen. Nu skal vi så bare gennem sommeren, så gymnastikken kan starte igen!

Nede i hallen var Karen pludselig væk – hun er hurtig! Jeg så mig omkring og oppe bagved blev døren ind til det ene af herrernes omklædningrum meget hurtigt lukket. Hmm – så mig pænt hen og banke på – en glad grinen afslørede hende og da der ikke var andre der reagerede kunne jeg så smutte ind og hente Karen, der pænt sad under en bruser. Heldigvis havde hun ikke kunnet tænde den!

På vejen hjem skulle moster Ane lige se børnehaven og hjemme fik vi kage!

Ellen fik en bog, en badedragt og et sæt sengetøj – og alle vi tre piger fik blomster.

Event

Søndag stod programmet på mysteryløsningsevent i Paderup. Egentlig slet ikke for børn, men moster Ane havde lovet at kigge lidt efter de to små, så vi tog alle sammen afsted.

Det blev en rigtig hyggelig dag. Ellen brugte meget tid på at lege med sin computer sammen med Klara, men nåede også to JFFC’er – ikke så svært eftersom hun var den eneste der kunne tage dem. 🙂

Karen tullede bare rundt. Og det der med angst for fremmede har hun ikke helt fattet, hun gik fra arm til arm og fra hånd til hånd og hyggede sig vældigt.

Men det var et par trætte piger vi havde med hjem – og et par trætte forældre…

Godt nytår

30. december drog vi nordpå for at fejre moster Anes fødselsdag – hun blev 30 år, så nu er hun også gaaaaammel!

Ungerne opførte sig eksemplarisk – Ellen fandt hurtig sammen med onkel Anders, som hun er meget glad for og Karen og Katrine hyggede sig vist også gevaldigt sammen.

31. december tog vi en tur i skoven for at trætte Siri lidt og så stod den ellers på hjemlig hygge. Ellen var helt anderledes med fyrværkeriet i år – også selvom det gik galt med den allerførste raket. Den sad for godt fast og sprang lige ved siden af os. Der måtte lige lidt trøst til, men ikke mere end at hun var klar på mere fyrværkeri.

Ungerne kom i seng til normal tid – og stop op til normal tid. 🙂

Juledagene

Juledag stod vi halvsent op og hyggede med nybagte boller. Jeg havde nemlig lige nået at sætte dej over da vi kom hjem juleaften. Og så åbnede vi gaverne fra Karen: To fine fyrfadsstager.

Så kørte vi nord på op til mormor og morfar. Vi spiste frokost og åbnede flere gaver og hyggede os stille og roligt. Men jeg fik det halvdårligt og halvanden måneds hektisk julesalg havde også sat sit præg på familien, så vi kørte hjem i løbet af eftermiddagen.

Men årets julegave fik Ellen af moster Ane. Se bare her:

Ellens julegave

Anden juledag gik vi tre tøser en tur på kirkegården med en buket til mormor/oldemord og videre op i skoven og så lige en tur ned for at tjekke at børnehavens legeplads stadigvæk havde det godt. Vi fik fanget trolde og lavet mad og snakket om døden og spist lidt birkegrene og alt muligt andet godt. En rigtig hyggelig tur.

Tredje juledag har vi været ude for at geocache lidt i Vorup Enge og så lige et smut i regnskoven. Ellen har været så heldig at vinde i deres julekonkurrence, så hun har allerede styr på årskortet til næste år og det er hun MEGET stolt af.

Her til aften har Ellen og jeg været i Borridsø for at se fyrværkeri – det var rigtig flot, men vi så nu det sidste i bilen, for Ellen er lidt utryg ved det.

Kaffedag og Legoland

Ellen har været på ferie hos farmor og farfar – hun hyggede sig. Imens var mormor og moster Ane lige forbi med nogle kurve. Vi har også haft sidste besøg af sundhedsplejersken til Karen. Hun er som hun skal være og hun kan både høre og snakke – men det vidste vi jo godt.

Lørdag holdt Ellen kaffedag ude i sandkassen – og så fik vi plukket de sidste æbler på træet og fik bagte æbler til eftermiddagskaffen.

Søndag var sidste åbninsdag i Legoland – så det var vist på tide at bruge de fribilletter vi havde liggende. Så vi pakkede ungerne i bilen og kørte sydpå. Det er altså en lang tur! Men vi havde en rigtig god tur – sådan mine umiddelbare indtryk:

– fantastisk personale ved forlystelserne
– mange gode forlystelser til Ellens alder/størrelse
– hyggelig park med små overraskelser rundt omkring
– dejligt med et sted at amme (omend Karen slet ikke havde ro til det)
– absolut en dårlig ide med deres Express Pas
– meget, meget kedelig mad – en børneburger består af brød, bøf, ristede løg og ketchup!
– lidt trælst at man skal betale for at parkere

Men Ellen var lykkelig – hun havde virkelig en helt fantastisk tur! Og det havde vi andre så også – Karen opførte sig særdeles eksemplarisk. De faldt MEGET hurtigt i søvn, da vi kom hjem og fik dem i seng omkring klokken 21.

Vi var noget stolte af Ellen – hun satte selv sine grænser og turde det hun gerne ville. Det tog lidt tid for hende at få overbevist os om at hun gerne ville prøve Dragen – men hun synes det var sjovt da hun fik lov. Hun stod pænt i kø ved alle forlystelserne og huskede for det meste at takke for turen.

Skoldkopper i Biersted

Torsdag spurgte vi Ellen, om hun stadigvæk mente at Karen skulle sove inde hos hende. Svaret var et storsmilende: “Lige nu?” Så Kåre flyttede hospitalssengen ind på Ellens værelse – dog med lidt besvær, fordi Karen satte sig i vejen. Men så længe Karen er forkølet og har skoldkopper bliver hun inde i soveværelset, så flytningen er udskudt lidt endnu.

Fredag morgen kørte vi til Biersted, hvor vi havde lovet at hjælpe mormor og morfar. Vi lavede bål og spillede bold og kiggede på figurerne og Ellen var med på posthuset, hvor hun fik en slikkepind. Og om aftenen tog vi på geocachingtur til Aaby Skoven, hvor vi fandt syv caches.

Lørdag fik Ellen blødkogte æg – for det gør man i Biersted og vi spillede Den Fortryllede Labyrint og moster Ane kom og da vi havde spist aftensmad kørte vi hjem igen – godt trætte.

Dårlig samvittighed

Ja, det er ikke blevet til meget blogning – har simpelthen ikke kunnet tage mig sammen. Men kort fortalt har vi holdt ferie og haft en del konflikter med Ellen, som VIRKELIG er kommet i trodsalderen. Bl.a. har vi kæmpet for at overbevise hende om at hun skal blive på værelset når hun er blevet puttet – og det lykkedes faktisk i går! Vi prøver også at lære hende at man ikke må spytte. Men sådan alt i alt, så tror jeg bare hun savner børnehaven.

Den anden dag snakkede vi i hvert fald om hvad de andre børn mon havde lavet i ferien. Ellen mente ikke de havde lavet noget. Om de bare havde kedet sig, ville Kåre vide. “Ja – fordi jeg ikke var der!” – var svaret. 🙂

Ellers har vi geocachet, været i Universitarium og Ellen har været på ferie hos mormor og morfar.

Nå ja, og Karen har lært at sidde op og kravle – og foretrækker nu mad med smag i bidder i stedet for grød – de bliver hurtigt store, de unger. I næste uge kommer hun sikkert og beder om bilnøglen.

Men her er en stak billeder, hvor jeg har prøvet at skrive lidt mere om hvad vi har lavet: