Archive for the ‘Udflugt’ Category

Hoppe, påskeæg

I påsken var vi også i hoppeland i Dronningborghallen – det har vi efterhånden været nogle gang og ungerne elsker det. De kan sagtens få en hel dag til at gå der. Eneste ulempe er at man ikke kan købe andet end dårlige pølsebrød og shushice der.

Vi var naturligvis også i Biersted for at finde påskeæg – det kan ungerne sjovt nok også godt lide. Heldigvis var der også lidt til os voksne. 🙂

Biograf, regnskov, IKEA, fødselsdag etc.

Mig og Ellen havde været så heldige, at vi havde vundet billetter til Otto er et næsehorn, så vi var på pigetur til Randers. Vi sad allerbagerst i salen på et dobbeltsæde, så der kunne puttes under filmen. Så skulle vi jo have noget at spise, så jeg spurgte Ellen hvor hun gerne ville spise henne: Randers Regnskov. Så vi tog i Randers Regnskov for at spise frokost. Årskort er en god ting.

Røde Kors-butikken på torvet i Ulstrup havde 10-års jubilæum, så de havde pyntet hele torvet i strik. Det så rigtig fint ud. Og ungerne fik en bamse hver i butikken, så de var glade. Senere på weekenden var der endda mulighed for at få en ridetur.

Der blev også holdt fødselsdag for Ellen og Toke hjemme hos farmor og farfar i påsken.

Skallerup Klit

Da der skulle laves hul i væggen og flyttes vinduer valgte vi at tage i Skallerup Klit – det var lige så godt denne gang som sidste gang. Vi fik et hus helt oppe ved centeret, så det var så nemt.

Mig og pigerne tog til Biersted dagen inden, så Kåre kunne få ryddet værelserne i fred og ro.

Vi er godt nok ikke helt enige i deres aldersinddeling i legelandet. Ellen er rigeligt stor til det store og det var hun allerede for et år siden – også selvom hun først blev de krævede 5 år i marts. Selv Karen ville helst være i det store.

Juleaften

Juleaften blev holdt i Biersted i år. Vi tog afsted i god tid og tog til julegudstjeneste på savannen i Aalborg Zoo. Der var mange mennesker, men det var hyggeligt. Siri synes også det var sjovt og hun fik hilst på et par andre hunde.

Så kørte vi til Biersted og hyggede os, spiste and, sang salmer, pakkede gaver op (Karen kom i seng inden hun fik pakket alle pakkerne op) og spiste lidt juleslik.

Se billederne. 🙂

Hverdag

Mandag morgen var spændende, for da vi stod op var håndværkerne godt i gang med at grave haven op. Så der har været masser at se på hele ugen.

Mandag eftermiddag var Ellen igen til multisport og denne gang var jeg bedre forberedt, så det var hyggeligt. Vi spillede bl.a. badminton og det var hun faktisk bedre end jeg havde regnet med til. Og så var det hjem for at lave aftensmad – lidt sent, når gymnastik og multisport slutter klokken 18. Men heldigvis fandt vi ud af at der er fællesspisning i cafeteriet om mandagen, så jeg skyndte mig at skrive os på listen, så næste mandag skal vi bare gå ind i cafeteriet og så er maden klar. 🙂

Onsdag ringede de fra vuggestuen, at Karen var syg – slap og formentlig feber og hun havde ikke lyst til sin madpakke! Jeg cyklede ned for at hente hende, men konstaterede sammen med de voksne, at hun ikke kunne sidde på cyklen hjem. Så en af de voksne hentede hendes bil, mens en anden pakkede Karen i tøjet og jeg cyklede hjem. Så Karen blev kørt hjem og hun havde da også 39,6 og kunne knap nok stå selv. Sikke en fantastisk vuggestue vi har! Men efter et afsnit Shaun the Sheep, et halvt æble, lidt juice og en god lur, så var hun faktisk glad igen.

Og onsdag aften kom mormor og moster Ane forbi på vejen hjem fra Tyskland – det var hyggeligt. 🙂

Torsdag blev hun hjemme, men hun var egentlig frisk.

Fredag kørte vi til Randers for at få byttet et par vinterstøvler til Karen og endte med at gøre ungerne lykkelige: Vi tog på McD for at spise “aftensmad”. De har virkelig fat i noget af det rigtige med de rør, for Ellen er totalt ligeglad med maden. Men først var Ellen virkelig ved at vise at hun er en pige. Hun gik helt i koma i H&M: Den der kjole, og den der, og den der osv. Og så den helt gode: “Orv, mor, se lige de her flotte lyserøde nogen til at have om brysterne!”

Lørdag tog mig og Ellen i biografen i Bjerringbro for at se Arriettys Hemmelige Verden. Det var godt nok en “frarådes under 7 år”, men det var et stort hit, omend det var lidt svært at sidde stille i næsten to timer. “Det er godt nok en god film”, hviskede hun til mig efter ca. en halv time. Efter filmen købte vi en portion pølsemix og satte os på et koldt torv og spiste. Så gik vi i Aldi og tog bussen hjem. Senere gik vi en tur i skoven.

I dag har vi været i Fladbro for at geocache på cykel. Der blev leget fængsel ved broerne langs Gudenåen. Jeg tror nok det var noget fra en af de fantasybøger Kåre og Ellen læser.

Legoland

Vi skulle jo lige nå i Legoland inden lukketid, så det blev i går. Vi havde ikke sagt noget til ungerne, men da Kåre spurgte om de kunne gætte hvad vi skulle, sprang Ellen op, råbte Legoland og løb ud for at finde den kasket hun fik sidste år.

Vi nåede derned lige før middag og der var ungerne ved at være godt sultne. Og så havde vi glemt Ellens flyverdragt! Lige det rigtige vejr til det, ikke? Men vi fandt et par ekstra bukser og et par regnbukser i bilen. Hun frøs dog helt vildt indtil vi fik noget at spise.

Vi ville egentlig have haft madpakke med, men så gærede dejen til pølsebrøddene, så vi var blevet enige om at købe noget dernede. Hvad vi ikke havde regnet med, var, at så godt som alle steder man kunne købe mad, var lukket. Så vi måtte gå gennem hele parken for at finde et sted jeg havde hørt man kunne få pizza og pasta. Og heldigvis var der da åbent og endda også varmt. 🙂 Prisen var grim. 179 kroner for voksne og 119 kroner for børn stod der udenfor. Det viste sig godt nok at Ellen var billigere og Karen var gratis – men alligevel var det dyrt for bløde pizzaer, udkogt pasta og fabrikslavet salat. Men vi blev da mætte og kunne få varmen, så vi var klar igen. Og nu var Ellen også ordentligt varm.

Vi var rundt i hele parken og Ellen fik lov til at prøve alt det hun ville. Imponerende nok kunne hun huske en del fra sidste år. Karen prøvede også alt det hun måtte og specielt den gammeldags karrusel var et meget stort hit. Ellen synes Dragen var det allersjoveste.

Det var også lidt sejt, at en af piraterne gav mig et knus og vidste hvad Ellen hed – det var en gammel efterskoleven.

Vi prøvede det sidste lige klokken 18, hvor forlystelserne lukkede. Så gik vi en lille tur i Miniland og var omkring butikken inden vi kørte nordpå igen. Vi var godt nok trætte!

Næste år må vi hellere tage derned i god tid og sørge for at have et par dage.

Stille søndag

Dagens store begivenhed var en gåtur ud i Lyngbakkerne – Ellen viste vej, for hun går ofte den tur med børnehaven. Vi fandt fem blåbær, tre hindbær og fire brombær og vi hilste på et venligt firben.

Ellers har vi spillet spil og lavet ingenting og spist and. Jeg leder stadigvæk efter et kamera…

Dødt kamera

Så er kameraet vist endeligt afgået ved døden – linsen har i hvert fald en del problemer.

Siden sidst har der været arbejdsdag i børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og ungerne synes det er sjovt at være der på en anden måde.

Der har været gymnastik. Ellen er glad for at være startet igen og det gik bedre med at få hende med hjem anden gang. Anden gang hun selv var til gymnastik gik mig og Karen hjem, så hun var der helt alene. Det gik helt fint, så det er vist planen for fremtiden.

Sidste weekend var vi med farmor og farfar i Randers Regnskov. Det var også hyggeligt – vi var der mere eller mindre fra de åbnede til de lukkede. Men så var det også et par trætte piger vi havde med hjem.

Vi er begyndt at spille Tantrix med Ellen – hun har nogenlunde styr på reglerne og kan også spille lidt strategeisk, men hun har ikke koncentration til et helt spil endnu. Vi er også begyndt at læse rigtige bøger for hende – primært fantasy. Vores lille pige er ikke helt så lille mere.

I går da vi skulle hjem fra børnehave øsregnede det og havde gjort det hele dagen, så der var vand over ALT. Så ungerne blev stoppet i alt deres regntøj og så skulle der hoppes i vandpytter. Det sjoveste var skolens rutchebane, som endte direkte nede i en kæmpe vandpyt.

Lidt af hvert

Vi har haft besøg af moster Ane, vi har været på bondegårdsbesøg og ungerne har hygget sig med mormor, mens vi andre har været i teateret for at se Chess. Vi har været til sommerfest i børnehaven og mig og pigerne har været i Lee for at købe whisky. Gymnastik er startet igen og biblioteket er begyndt at vise film for vuggestuen igen – det er ved at være vinterhalvår.

Og så lige en lille film af Karen og hende yndlingsbeskæftigelse:

Karen lægger puslespil (YouTube)

Enebarn

Mandag aften tog vi alle tre til Randers, for at geocache lidt. Vi havde madpakkerne med og havde en rigtig hyggelig tur. Ellen havde været i Jesperhus og havde også haft det godt.

Tirdag aften mødtes vi igen – til event i Randers. Vi tog en skovtur, som endte lidt galt.

Ved den sidste cache gad Ellen ikke så meget mere og jeg var ved at være godt træt i benene. Så vi ville bare gå direkte ned til bilen. Jo tak – det ville sikkert også være gået helt fint – hvis jeg ellers havde husket den rigtige vej…

Vi nåede RET langt ind mod byen, før det blev åbentlyst at vi var gået for langt. Og så gik vi tilbage og ned af nogle stikveje for at se om det var DER vi havde sat bilen. Til sidst så jeg et kendt navn på en postkasse og da der stadigvæk var lys i vinduerne gik vi ind og spurgte om vej til børnehaven vi havde parkeret ved. Ja, vi skulle bare lige til højre på vejen og så et godt stykke videre. Vi takkede og gik videre.

Men da vi nåede forbi der hvor vi var skiltes kunne det jo ikke være den vej, så vi gik tilbage igen. Ellen nåede at lære Bamse og Kyllings blevet-væk-sang og til sidst satte vi os op af en elboks ved vejen, i det håb at enten far eller farmor ville kommer kørende forbi for at lede efter os.

Og det gjorde far heldigvis også! Det viste sig at bilen faktisk stod nede af en af stikvejene – bare ca. en kilometer nede og jeg havde husket at det var et par hundrede meter. Og at der altså er to børnehaver i området…

Så kørte vi også hjem i seng – desværre nåede vi ikke afslutningen på eventet, men det var vist så rigeligt blevet sengetid.

Torsdag kom Post Danmark Rundt gennem Ulstrup og Ellen var nede og heppe sammen med et par stykker fra børnehaven. Hun var endda så heldig at få en keyhanger. Eller så var det Karen der var heldig, for hun er meget glad for den – hun elsker alt der kan klikkes. I går aftes da hun blev puttet, efter hun var faldet i søvn, sov hun med den om halsen og holdt den godt fast i hånden. Jeg nænnede ikke at tage den fra hende, så jeg spændte den bare op i halsen.

Lørdag var Kåre og pigerne alene hjemme – jeg var til 50-års fødselsdag. De havde vist hygget sig, men Ellen havde alligevel lige bedt Kåre om at bede mig om at komme ind og kysse hende godnat når jeg kom hjem. Og da jeg stod op søndag formiddag var der mange knus til mig. Så hyggeligt. 🙂

I morges gad jeg ikke stå op. Så jeg sagde til Ellen, at jeg nok skulle stå op, når hun havde dækket bord og fundet morgenmad. Og det gjorde hun så. Hun er meget stolt, for hun kan nemlig lige præcis nå mælken i køleskabet nu. 🙂 Og så var jeg jo ligesom nødt til at stå op…

Jeg har lige siddet og set Mr. Bean med ungerne. Jeg sidder med Karen op af maven. Pludselig vender hun sig rundt, kysser mig på kinden, smiler og vender sig rundt for at se videre. Mor smeltede totalt. Det er første gang hun har gjort det!