Som sædvanlig var der alt for meget tilbage der skal gøres i sidste øjeblik inden ferien, og før det sidste var pakket og ryddet op aftenen (natten) før, var klokken 2. Men til sidst var alt klar til at vi kunne køre, og huset så klar til at modtage gæster som det ville blive.

Vækkeuret stod alt for tidligt – nemlig klokken 6 (nu jeg tænker over det tror jeg ikke vi fik slået vækkeuret fra – jeg håber Paula og Dan fandt ud af det før de blev vækket torsdag morgen). Vi kom ud af sengen, og morgenen gik med at løbe forvirret rundt, få lidt morgenmad, et hurtigt bad, smidt det sidste håndbagage i bilen og skiftet sengetøjet til McWilliam-familien.

Vi kom afsted mod Billund. På en eller anden måde var der gået noget galt i vores online-check-in dagen før (i første forsøg, hvor vi checkede ind med Condor Airlines, blev vi kun checket ind på anden del af strækningen, så vi checkede ind igen gennem det andet selskab vi fløj med, Lufthansa, og fik nye boarding passes til anden del af strækningen – med andre sæder), så vi havde to forskellige boarding passes til anden strækning af flyveturen, så vi skulle være i god tid i Billund. Derfor gik vi lidt i panik da der pludselig var åbnet et stykke af Herningmotorvejen vi ikke var klar over, og vi ikke anede om vi var på vej i den rigtige retning da vi havde forvildet os ind på den. På trods af at der ikke var skiltet mod Billund nogetsteds lykkedes det trods alt at finde hvad der viser sig faktisk at være den rigtige og hurtigste vej.

Vel ankommet til Billund fik vi checket vores bagage ind. De kunne ikke hjælpe os med problemet med de to boarding passes, og sagde vi skulle henvende os i Frankfurt. Desværre kunne vi ikke gate-checke vores bærestol til Karen som vi ellers havde håbet – mest for at have den i Frankfurt lufthavn – men vi lånte en klapvogn, for at have styr på en træt Karen. Vi havde haft en plan om at finde en Geocache i Danmark, Tyskland (der er en virtuel i Frankfurt Lufthavn) og Canada på samme dag, men den i Billund viste sig at være væk – det gjorde nu ikke så meget, for vi havde næppe fundet dem i Tyskland og Canada alligevel – det var tiden og overskuddet ikke til.

I Billund kom vi rimeligt nemt gennem security (hvis vi ser bort fra af Karen prøvede at stikke af fra køen) og i det sikrede område var der en skattejagt for børnene som de gik meget op i. Til sidst var der en drikkedunk som gave i LEGO-butikken for at gennemføre skattejagten. Så satte vi os og så på fly der lettede og landede. Til sidst var det tid til at komme ombord på flyet.

Ellen var i sidste øjeblik blevet lidt bange for at flyve, men det gik 100% over da flyet lettede. Der var ingen nervøsitet eller bekymring at spore ved nogen af pigerne, men masser af nysgerrighed – i den første halve times tid. Så blev flyveturen lidt kedelig. Der var en lille sandwich undervejs, og en kop kaffe (eller to – for Trine var flink nok til at bestille kaffe hun ikke selv drak…). Vi var heldige nok til at der ikke var overskyet, så vi havde en flot udsigt gennem vinduerne.

Vi landede i Frankfurt, taxiede i lang tid, og kørte derefter i bus i laaaaaaaaang tid. Der var et par der var flinke nok til at give os et par sæder i den ellers overfyldte bus, da vi så vi havde to børn med og Trine havde sin stok. Tak til dem! Men til sidst nåede vi selve lufthavnen og fandt et sted at spørge om de to boarding passes. Vi skulle videre til Terminal 3 og spørge der. Det var der vi skulle flyve fra alligevel, så vi gik afsted, med shuttle til Terminal 2 og videre til fods til terminal 3. Vi havde ingen Euro i kontanter, og bagagevognene tog på snedig vis pant, så bagagen måtte vi slæbe med os – foruden to trætte børn som ikke rigtig helt gad gå med. I terminal 3 viste det sig heldigvis at der ikke var problemer med vores boarding passes – de var på samme sæde og bare udstedt af forskellige selskaber. Ved vores andet checkin var sædevalget bare blevet ignoreret, og det havde vi ikke opdaget.

Vi kunne nu se at vi havde en god halv time tilbage før check-in time, og gik derfor videre mod gaten. Der viste sig at være et ekstra security check, og derefter en ENORM kø til at komme til gaten. Da vi endelig nåede gaten var det over check-in time, på trods af at vi havde 2½ time i Frankfurt – Frankfurt er helt klart min ikke-favorit-lufthavn. Vi havde egentlig planlagt at købe noget at spise i Frankfurt, men da vi endelig nåede gaten var der ikke andre muligheder end en meget lille bod der ikke tog andet end euro i kontanter. På plussiden udnyttede jeg den halve times gratis internet der var til at bitche over lufthavnen, og der var faktisk svar fra lufthavnens twitter account!

Endelig kom vi ombord på flyet, og fandt vores sæder. Vi var lidt kede af at vi var endt med at få pladser over vingerne, men det viste sig at der var masser af udsyn alligevel, fordi vinduerne er ret højt over vingerne. Man kunne godt se på benpladsen at det var den lidt billigere udgave af et flyselskab vi havde valgt, og alkoholiske drikke var kun mod betaling – men ellers var alt præcist som alle andre selskaber jeg har fløjet over atlanten med. Pigerne fik nogle tegneting, en badebold og et lille spil som gave fra luftfartselskabet. Maden var Tortellini med hvidkålssalat, brød, smør og ost og en kage til dessert, lavet på meget tysk facon, og før vi landede var der en koldere anretning med pretzel, kartoffelsalat og kalkunsnitzel og en kage – igen meget tysk!

Pigerne kedede sig noget på turen, men de fandt en svensk-talende pige de legede med (hun var nu vist nepaleser), og fik tid til at gå med at lege med tablets og tegneting og spil. Karen tog en lille lur lige da vi lettede, men Ellen sov slet ikke, og ingen af dem kunne sove da vi nåede til normal sengetid efter dansk tid. Ellen klarede det uden problemer, men Karen blev overtræt og ked af det. De andre passagerer var nu søde til at smile til hende, også da hun var helt urimelig, så alt i alt må flyveturen betragtes som en succes. Da vi skulle lande var Karen blevet i helt godt humør, og grinede og snakkede meget om at det var ligesom en rutsjebane når der var lidt turbulens, og det giver et lille bump når man lander.

I Canada blev vi lige skilt fra hinanden da vi skulle ud af flyet, og pludselig var Ellen nået foran os allesammen. En rigtig venlig ansat fangede hende og satte sig og ventede på os sammen med hende. Og andre, af det store korps af frivillige i hvide cowboy-hatte de havde i lufthavnen, bemærkede Trines stok og var enormt hurtige til at tilbyde et lift i de små vogne, men vi havde alle mere brug for at strække benene og gå. Vi nåede at få tilbuddet om et lift mindst fire gange før vi nåede stykket ned til bagagebåndene, foruden en der tog sig god tid til at forklare os den nemmeste vej, og hvordan vi kunne komme med en elevator. Utrolig venlig modtagelse i Canada.

Vi fik indsamlet vores bagage – alt var nået frem uden problemer, også bærestolen som havde været checket ind som “oversized bagage” – og kom gennem tolden, som kun kastede et hurtigt blik på vores forudfyldte erklæring. Ude i forhallen udpegede et par venlige patruljerende betjente en ATM for os, så vi kunne hæve nogle penge, og hvor vi kunne finde en taxi – for vi orkede ikke en tur med offentlig transport på det tidspunkt.

Taxien var en Prius, og chaufføren kendte ikke adressen, så han bad Trine om at finde den på et kort. Han var den første person i Canada vi mødte som var lidt mindre venlig, men han fik os sikkert frem, og kørte fornuftigt. En af de eneste ting han spurgte om var om vi kom fra Storbritannien – et mærkeligt spørgsmål, når vi nu snakkede dansk indbyrdes… 🙂 Trine syntes også det var lidt suspekt, som han blev ved med at sidde og justere kronjuvelerne… Begge børn faldt i søvn i taxien.

Vi nåede frem til huset, og vi kunne kende det fra billedet, så vi guidede chaufføren de sidste meter. Selvom børnene var meget trætte kravlede de op på trampolinen med det samme. Før vi overhovedet nåede ind i huset fik vi hilst på naboen, Patrick, som gik og byggede biler. Han var meget flink, og tilbød at tage os med til Lake Bonavista en weekend, da man kun kan komme derind hvis man er fastboende i området.

Vi fik låst os ind i huset, og blev helt overvældede over at gå på opdagelse rundt i de mange rum. Der var meget åbent, med gangområder, stue, køkken og trapper som alle var et stort “rum” uden døre imellem, og med adgang direkte fra hoveddøren og bagdøren. Meget anderledes end man som regel indretter danske huse. Derudover var der i stueplan en tv-stue, et kontor og et badeværelse; ovenpå tre soveværelser og to badeværelser, og i kælderen endnu et soveværelse, endnu et badeværelse, en fjernsynsstue mere med airhockey og bordfodbold og et fantastisk legerum i en ombygget opbevaringskælder med endnu et tv, sofaer og enorme mængder legetøj. I haven var der ud over trampolinen også både gyngestativ, legehus, sandkasse og rutsjebane, og i haven lå der en hare, i et hul der tydeligvis var dens faste rede.

Karen fandt en lille stofstol i hendes størrelse, som hun forelskede sig i og rendte rundt med hele tiden, og Ellen og Trine tog et spil airhockey.

Før vi nåede at så meget som se færdigt rundt i huset, ringede det på døren. En genbo, Ingrid, havde set børnene lege i haven, og kom for at sagde velkommen. Hun var meget venlig, og havde forskellige kuponer og tilbud med til os, og hun snakkede så hurtigt at vi i vores jetlag’ede tilstand næsten ikke nåede at få præsenteret os eller noget som helst, men det var rart at blive taget så imødekommende imod.

Familien Mikkelsen der havde boet i huset før os, havde været rare og efterladt os lidt mad, så vi spiste brød med nutella og peanutbutter til aftensmad, før vi fik puttet Karen og Ellen. Ellen lagde sig i øverste køje af en køjeseng, mens Karen lå midt i en kæmpeseng i et “grafittirum”, der var endnu et værelse ovenpå.

Vi fik skrevet til Paula og Dan. Det gik op for os at vi havde taget en dag fejl af de rejsetider vi havde sendt til dem, og derfor var i deres hus et døgn før de regnede med. Derfor havde Dans far, Bill, heller ikke været der endnu for at klargøre huset som planlagt – men det var nu SLET ikke noget problem. Familien Mikkelsen havde efterladt huset rigtig flot, og imødekommende.

Der gik ikke lang tid efter pigerne var puttet før vi selv gik i seng – udpakning måtte vente til dagen efter. I løbet af natten blev Karen ked af det, og Trine lagde sig ind i hendes seng sammen med hende – men noget søvn blev det dog til.

Skrevet af Kåre

Oprindeligt skrevet 12. juli – billeder her.

I går var vi i Lemvig for at udveksle nøgler og en bilkontrakt. Det var super hyggeligt at møde den familie vi skal bytte hus med – rigtig rare mennesker!

Vi mødtes på en legeplads i Klosterheden og efter vores ungers initielle generthed gik det helt godt med at lege sammen, selvom de ikke helt forstod hinanden. Bl.a. fandt de en sommerfuglelarve, som de forsøgte at fodre hajen på Lochlans t-shirt med. 🙂

Vi endte med at sidde og snakke fem timer, så vi var godt trætte da vi vendte næsen østpå igen. Faktisk så trætte at aftensmaden blev indtaget på McD på vejen hjem. Og da vi kom hjem blev ungerne smidt direkte i badekarret, for hvor var de godt nok blevet møgbeskidte!

Nu er vi så småt begyndt at være lidt febrilske i vores forsøg på at blive klar til at køre tirsdag morgen. Jeg er ikke engang begyndt at pakke endnu og vi skal jo også lige have gjort plads i skuffer og skabe og haven trænger stadigvæk til lidt af en omgang.

Men flyet går tirsdag klokken 10.50, så vi skal nå det. Godt der er en deadline, for ellers tror jeg aldrig vi ville blive klar!

Oprindeligt skrevet 6. juli.

Så er det vist på tide at der bliver skrevet noget her igen. Denne gang er anledningen at vi 16. juli tager et fly til Calgary, hvor vi skal bo i 3½ uge.

Historien startede 25. januar, hvor vi meldte os ind på siden homeexchange.com med det formål at bytte hus med en familie i Alperne, gerne i nærheden af Belalp, en ugestid i løbet af sommerferien.

Men inden vi næsten nåede at få lavet en profil, blev vi kontaktet af en belgisk familie, der gerne ville bytte med os. Belgien er spændende – men nu havde vi jo sat næsen op efter bjerge, så vi takkede nej.

Der gik så et par uger mere og vi havde ikke selv fået set nærmere på hvad der var af muligheder. Men så kom der pludselig en besked fra Canada! Og det var ikke bare en uge, men 3½ uge. Så vi gik i tænkeboksen et par dage – men besluttede os for at springe ud i det, så vi sagde ja.

Så en uge i Alperne blev til 3½ uge på prærien i kanten af de canadiske Rockies – sådan kan det jo gå. 🙂

Siden er vi også blevet kontaktet med en lejlighed på Montmartre og et hus i Sverige – men da var sommerferien jo på plads.

Vi fik ikke flybilletterne helt så billige som vi havde håbet – men det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi havde faktisk nær heller ikke fået flybilletter, for da vi ville købe dem, blev siden ved med at sige, at vi ikke kunne købe dem. Det viser sig så, at der er en grænse på 20.000 kroner for køb med Visa-kort – det havde vi ikke lige været opmærksomme på! Men heldigvis har far et Mastercard, så det lånte vi lige. Og det var såmen meget heldigt – for mens vi bøvlede faldt prisen. 🙂

Så vi skal flyve fra Billund klokken 10.50, over Frankfurt og så direkte til Calgary, hvor vi er klokken 17.00 – lige i tid til aftensmad og så i seng.

Og for at gøre det hele meget nemmere, så har vi også byttet bil.

Nu er den store problem jo bare om vi skal op i bjergene først eller om vi skal ud i halvørkenen/badlands.

Det er altså ikke nemt at tage pasbilleder af børn. Ellen er nem nok – men Karen! Når man siger hun skal lukke munden snerper hun den helt sammen. Nu får jeg dem her skrevet ud og så må vi håbe der er en af hver af dem der kan godkendes. Vi skal jo være klar til at tage til Canada midt i juli…

I går var mig og Ellen på vej til Randers for at handle og vi måtte lige en smut forbi Randers Regnskov, for Ellen kunne ikke helt huske hvordan en skorpion så ud og så kan hun jo ikke passe på dem, når vi nu skal ud hvor der er sådan nogle. 🙂

Karen har vasket kameraet, så der er lidt begrænset af billeder. Men her de lidt af de få der er.

Ellen har været rigtig syg. Kaste op ud over sengen-syg. Stakkels pige. Hun havde godt nok klaget over hovedpine, men vi troede det bare var fordi hun ikke havde drukket nok. Men da hun så var på vej i seng stod det bare ud af hende. Og igen da hun havde været i bad. Ugen efter blev Kåre syg og var syg næsten en uge. Syg nok til at vi havde ham ved vagtlægen og ungerne fik en uplanlagt overnatning hos farmor og farfar.

De har også været hjemme ved mormor og morfar en weekend – de var bl.a. i Fårup Sommerland. Det kunne de sjovt nok godt lide. 🙂

Jeg har været på gigtsanatoriet i Skælskør en uge, hvor Kåre var alene hjemme med dem. Det gik vist fint.

I påsken var vi også i hoppeland i Dronningborghallen – det har vi efterhånden været nogle gang og ungerne elsker det. De kan sagtens få en hel dag til at gå der. Eneste ulempe er at man ikke kan købe andet end dårlige pølsebrød og shushice der.

Vi var naturligvis også i Biersted for at finde påskeæg – det kan ungerne sjovt nok også godt lide. Heldigvis var der også lidt til os voksne. 🙂

Da der skulle laves hul i væggen og flyttes vinduer valgte vi at tage i Skallerup Klit – det var lige så godt denne gang som sidste gang. Vi fik et hus helt oppe ved centeret, så det var så nemt.

Mig og pigerne tog til Biersted dagen inden, så Kåre kunne få ryddet værelserne i fred og ro.

Vi er godt nok ikke helt enige i deres aldersinddeling i legelandet. Ellen er rigeligt stor til det store og det var hun allerede for et år siden – også selvom hun først blev de krævede 5 år i marts. Selv Karen ville helst være i det store.

Julemorgen var der fælles morgenmad hos mormor og morfar. Karen fik åbnet de sidste gaver og der var god ro og orden til at lege. Onkel Anders og Anne kom også lige forbi for at sige god jul.

2. juledag var vi til julefrokost i Bjergby og ellers blev tiden brugt på at lege med julegaver og hygge.

Natten mellem 29. og 30. december blev Siri meget syg med mavedrejning, der desværre endte med at hun måtte aflives tidligt om morgenen den 30. december. Læs mere i næste indlæg, hvis du har lyst.

Nytårsaften holdt vi som sædvanligt her hjemme, bare os fire. Det var hyggeligt. Ungerne fik lov til at være længe oppe og vi legede og fjollede og var ude for at gå en tur og se om vi kunne se lidt fyrværkeri oppe fra bakken.

Mandag aften tog vi alle tre til Randers, for at geocache lidt. Vi havde madpakkerne med og havde en rigtig hyggelig tur. Ellen havde været i Jesperhus og havde også haft det godt.

Tirdag aften mødtes vi igen – til event i Randers. Vi tog en skovtur, som endte lidt galt.

Ved den sidste cache gad Ellen ikke så meget mere og jeg var ved at være godt træt i benene. Så vi ville bare gå direkte ned til bilen. Jo tak – det ville sikkert også være gået helt fint – hvis jeg ellers havde husket den rigtige vej…

Vi nåede RET langt ind mod byen, før det blev åbentlyst at vi var gået for langt. Og så gik vi tilbage og ned af nogle stikveje for at se om det var DER vi havde sat bilen. Til sidst så jeg et kendt navn på en postkasse og da der stadigvæk var lys i vinduerne gik vi ind og spurgte om vej til børnehaven vi havde parkeret ved. Ja, vi skulle bare lige til højre på vejen og så et godt stykke videre. Vi takkede og gik videre.

Men da vi nåede forbi der hvor vi var skiltes kunne det jo ikke være den vej, så vi gik tilbage igen. Ellen nåede at lære Bamse og Kyllings blevet-væk-sang og til sidst satte vi os op af en elboks ved vejen, i det håb at enten far eller farmor ville kommer kørende forbi for at lede efter os.

Og det gjorde far heldigvis også! Det viste sig at bilen faktisk stod nede af en af stikvejene – bare ca. en kilometer nede og jeg havde husket at det var et par hundrede meter. Og at der altså er to børnehaver i området…

Så kørte vi også hjem i seng – desværre nåede vi ikke afslutningen på eventet, men det var vist så rigeligt blevet sengetid.

Torsdag kom Post Danmark Rundt gennem Ulstrup og Ellen var nede og heppe sammen med et par stykker fra børnehaven. Hun var endda så heldig at få en keyhanger. Eller så var det Karen der var heldig, for hun er meget glad for den – hun elsker alt der kan klikkes. I går aftes da hun blev puttet, efter hun var faldet i søvn, sov hun med den om halsen og holdt den godt fast i hånden. Jeg nænnede ikke at tage den fra hende, så jeg spændte den bare op i halsen.

Lørdag var Kåre og pigerne alene hjemme – jeg var til 50-års fødselsdag. De havde vist hygget sig, men Ellen havde alligevel lige bedt Kåre om at bede mig om at komme ind og kysse hende godnat når jeg kom hjem. Og da jeg stod op søndag formiddag var der mange knus til mig. Så hyggeligt. 🙂

I morges gad jeg ikke stå op. Så jeg sagde til Ellen, at jeg nok skulle stå op, når hun havde dækket bord og fundet morgenmad. Og det gjorde hun så. Hun er meget stolt, for hun kan nemlig lige præcis nå mælken i køleskabet nu. 🙂 Og så var jeg jo ligesom nødt til at stå op…

Jeg har lige siddet og set Mr. Bean med ungerne. Jeg sidder med Karen op af maven. Pludselig vender hun sig rundt, kysser mig på kinden, smiler og vender sig rundt for at se videre. Mor smeltede totalt. Det er første gang hun har gjort det!

Den sidste uge gik med besøg af Tomas, Dina og Ask, en tur til farmor og farfar, en tur til Silkeborg og en tur til høstdag med Dansk Schleswiger Forbund.

Mandag kom Tomas, Dina og Ask på besøg. Karen har jo altid været den mindste, både i familien og i børnehaven, så hun synes det var lidt sjovt med sådan en bette størrelse. Og Ellen snakkede alle et øre af og nød at vise alting frem. Stakkels Tomas fik da i hvert fald bygget et par togbaner…

Onsdag kørte Kåre og pigerne til Bjergby, hvor de hyggede sig med de ældste fætre og kusiner.

Fredag spurgte vi Ellen hvad hun allerhelst ville. Hun ville gerne lege i rørene i Silkeborg. Så vi kørte til Silkeborg og tog på McD… Hun havde slet ikke tid til at spise, men legede. Hun fandt sammen med en anden pige og de hyggede sig sådan at vi blev der 2½ time… Det var lidt kedeligt, men jeg fik handlet lidt og Kåre fandt en mystery.

Bagefter kørte vi ud for at gå en tur om Vejlsø – men kom til at gå forkert og endte med at gå rundt om Vejlbo Mose i stedet for. 🙂 Vi spurgte Ellen hvad hun helst ville – det var hendes dag – og hun valgte at bade i Almindsø i stedet for at tage i Aqua.

Her var det nu kun mor der fik svømmet, Kåre har aldrig været den store vandhund og beholdt tøjet på og ungerne nøjedes med at soppe. Ellen fandt igen sammen med en pige – denne gang en franskmand. De forstod ikke så godt hinanden, men det forhindrede dem ikke i at snakke løs. 🙂

Søndag kørte vi nordpå og var til høstdag med Dansk Schleswiger Forbund. Det var rigtig hyggeligt. Vi havde madpakke med og så hvordan høsten forgik i Gamle Dage(TM). Ellen har jo redet et par gange i løbet af sommeren, men der har ikke været nogle steder jeg har måtte ride sammen med Karen. Men sådan en schleswiger er altså kraftig nok til at kunne klare selv mit tunge korpus, så Karen fik en ridetur! Jeg kørte i hestevogn med pigerne ned til bilen – Kåre måtte gå med klapvognen.