Ellen var frisk nok til at vi tog til Haderup for at holde fødselsdag for hende, fætter Toke og onkel Niels, men ikke frisk nok til at vi ville sende hende på et par dages ferie hos farmor og farfar. Hun havde igen sovet meget dårligt om natten på grund af hoste, men havde ingen feber.

Hun var nem nok at have med til fødselsdag. Da de andre børn blev for meget, gik hun bare ovenpå og satte sig med en bog. Og hun legede rigtig godt med Ann Kathrine, så det var bare hyggeligt. Men spise ville hun ikke – ikke engang slik!

Vi blev enige om at ringe til lægevagten på vejen hjem for at få noget hostestillende, så hun kunne sove om natten. De ville gerne se hende og efter ca. en times ventetid kunne lægen meget hurtigt konkludere at hun slet ikke skulle have noget hostestillende, men en gang penicillin: Lungebetændelse. Se – det havde vi ikke lige overvejet. Når man har lungebetændelse har man feber og er godt og grundigt syg – man løber ikke rundt og hopper i sengene og leger!

Så natten i nat var bedre efter en halv panodil og en gang penicillin. Men det var nu ikke så nemt at skulle sluge en pille når man ikke har prøvet det før. 🙂

Over middag var vi bare nødt til at gøre noget! Der var simpelthen ALT for meget energi i hende – så vi kørte til Fussingø for at finde et par geocaches. Det gjorde vi så ikke, for den første var væk og de to siste prøvede vi slet ikke, for da trængte vi alligevel til at komme hjem igen. (Nok mest moderen, som var blevet væltet af en hund undervejs.)

I morgen ryger hun så i børnehave igen. Lægen siger at hun ikke smitter og når hun så ellers godt kan følge med i legen og ikke kræver særlige hensyn, så må hun gerne komme. Og jeg har aftalt med dem at de giver hende middagspenicillinen. 🙂

I går aftes måtte vi smide Ellen i seng med 40 i feber klokken 18. Da vi hentede hende i børnehaven 1630 var der ingenting. Hun har hostet nogle dage, men ellers ikke noget. Og så klager hun over ondt i numsen igen – men denne gang ved urinrøret, så vi har mistanke om blærebetændelse. Men nu må vi se klokken 12 når vi skal til lægen med hende.

Men vi lå og hyggede inde i sengen i går aftes ved 22-tiden, Ellen, Karen og mig. Ellen siger “Karen stikkede sin tunge ud af munden.” Jeg retter hende og siger at det hedder “Karen stak sin tunge ud af munden.” Ellens kommentar: “Det er da et underligt ord.”

Vi snakkede også om det med at holde sig for munden når man hoster og hvorfor man skal gøre det, at det er af samme grund som man skal børste tænder og vaske hænder. Lidt senere var hun med Kåre på toilettet hvor jeg hørte denne kommentar: “Man må ikke tage en tissemand i munden, for der er bakterier på.”

Og i dag sad vi og lavede perleplader med bogstaver. Ellen ville lave et K og det skulle være blåt. “K som i Kåre” sagde jeg, hvorefter jeg fik svaret: “Nej, han starter med F.”

I går kom posten med en stor kasse med babylegetøj til Karen. Det var så billigt at jeg faldt for det, selvom det egentlig ikke er fordi vi mangler. Og Karen blev rigtig glad – det er lidt hyggeligt.

Nu har vi vist været ved lægen/lægevagten med Karen flere gange end vi har med Ellen!

Allerede lørdag var Karen noget mat og ville helst bare sove og ikke rigtig spise. Men natten til søndag tog hun syv timer i træk hvorefter jeg vækkede hende for at få lettet trykket – hun spiste bare ikke rigtig noget og faldt i søvn igen med det samme.

Hele søndag var hun mat og sovende og når jeg lagde hende til, så tog hun to sug og sov videre. Og da vi så faktisk fik vækket hende lidt kunne hun slet ikke holde hovedet – det kørte bare rundt. Og så ringede vi til vagtlægen, som bestemt mente at hun skulle ses på.

Så vi kørte til Randers, hvor der heldigvis så godt som ingen ventetid var – lægen undersøgte hende (og her begyndte hun så at live op!) og fandt intet unormalt. Men vi blev (som forventet) indlagt i børnemodtagelsen. Her blev hun målt og vejet og undersøgt af en sygeplejerske. Hun blev vejet to gange med et måltid imellem og hun havde taget 80 gram – det er vist okay. Men nu var hun også helt sig selv igen.

Den søde sygeplejerske sørgede for saftevand og sandwich til os og Ellen var så snotforkælet at hun fik en is. Is to dage i træk – jeg er ikke helt sikker på at det er sket før!

Efter nogle timer kom der en læge og undersøgte hende grundigt – men han kunne heller ikke finde noget unormalt og da hun jo også var helt sig selv, så var der jo ingen grund til at hænge på sygehuset længere – klokken var efterhånden også ved at være 20.30. Han tjekkede også lige hofterne – og han kunne ikke høre/mærke nogle klik.

Ellen synes det var sjovt med alle de legeting. Om det var trætheden eller situationen ved vi ikke, men i hvert fald nåede vi at skifte bukser på hende tre gange, fordi hun tissede i dem.

I går morges ringede jeg til lægen – med alle os tre piger! Jeg skulle have noget for svamp i brysterne, Ellen har underlige tånegle (jeg havde mistanke om neglesvamp) og Karen er stadigvæk forkølet og har været det siden hun blev født. Jeg fik noget salve og en tid til de to tøser i dag.

Først kiggede hun lidt på Ellens tånegle og ringede til en kollega: Formentlig ikke neglesvamp, men et eller andet andet – min far og jeg har det samme. Så hun blev sendt videre til en hudlæge.

Så lyttede hun til Karen – det havde hun nu haft god lejlighed til, for jeg ammede hende. Og Karen grynter altså som en gris og har svært ved at trække vejret. Igen måtte hun ringe til en kollega (hun er uddannelseslæge) – hun ville have haft Karen på børneafdelingen, men kollegaen mente at en øre-næse-halslæge kunne tage stilling. Så vi må til øre-næse-halslæge med Karen.

Det hun havde mistanke om er at Karens næse er delvis lukket, så hun simpelthen ikke KAN trække vejret ordentligt – ingen forkølelse, men en misdannelse. Jeg fik at vide at det mindste feber, snøften, hoste etc. så skulle jeg STRAKS ringe til lægen/lægevagten – jeg skulle IKKE lige se tiden an. Hvis hun går hen og får f.eks. RS, så kan det hurtigt blive livstruende. Så vi krydser fingre for at hun også har et jernhelbred.

Og når vi nu alligevel lige var der, så bad jeg hende lige kigge på Karens navle – den væsker nemlig stadigvæk. Og det tror pokker, for den er ikke vokset sammen og der er ved at vokse noget ud af den! Så måtte hun lige ringe efter endnu en kollega – en sårsygeplejerske, som kom og ætsede det der vokser ud af den. Nu skulle det så gerne dø og falde af.

Suk.

Men inden vi kom ind var jeg lige inde på vægten med Karen. Da hun blev født vejede hun 3430 gram – efter 14 dage vejede hun 3720 gram. Og nu efter 34 dage vejer hun 5000 gram. Så hun er lige sprunget fra midterkurven til øverste kurve – der er altså noget gods i det mælk jeg har!

I morgen får jeg ringet til øre-næse-halslægen og så må vi se hvad det ender med det hele.

I det mindste føler jeg ikke at vi tog ned til lægen med ingenting.

Først var Karen forkølet – så fik jeg brystbetændelse og måtte have penicillin – så blev jeg forkølet og nu er Karen så forkølet igen. Så vi skifter igen sengetøj efter gylpning. 🙂

Weekenden har været noget hård – to forældre uden energi, en 2-årig med alt for meget energi og en baby, der foretrækker fysisk kontakt – det er ikke nogen god kombination.

I sidste uge kom Ellen hjem og sagde at hun gerne ville have kalo med i madpakken. Kalo? – undrede moderen sig. Det viste sig at Bente (yndlingspædagogen) havde haft kalo med i madpakken og Ellen var noget ked af at hun ikke ville dele. Så Bente havde sagt at Ellen måtte bede om at få kalo med selv. Så fredag fandt jeg kaloer i Bilka, så vi fik kalo til frokost søndag og Ellen fik med i madpakken både mandag og tirsdag. Hun var en glad pige. Og for jer der endnu ikke har regnet ud hvad en kalo er, så er det altså en avokado.

Mandag var det en meget stor pige jeg afleverede i vuggestuen – første dag uden ble! Der var et par småuheld mandag, men hun er faktisk god til at stoppe ige og så nå at komme ud på toilettet, så der kun kommer et par dråber i trusserne. Tirsdag gik det kun galt en enkelt gang – og det var fordi Frank (pædagog) lige var ved at skifte et andet barn og ikke kunne hjælpe. Så vores lille pige er ved at være stor – og nu vil hun faktisk lige så gerne bruge toilettet som potten. (Og hun kommer til at hade mig om 10-15 år når hun læser det her!)

I går klokken 17 bestilte jeg en cykelanhænger til ungerne over nettet – den kom klokken 13 i dag og jeg blev meget glad for GLS-manden: “Skal jeg ikke lige bære den ind for dig?” 🙂 Nu har jeg prøvet at samle den, men det har jeg simpelthen ikke krafter til – så må vi se om Kåre kan klare det når han kommer hjem.

Ellen har endelig fået styr på forskellen på bibliotek og apotek – bøger på biblioteket og medicin på apoteket. Så hun blev helt forvirret i går, da vi skulle gå fra biblioteket for at hente medicin – så skulle vi jo på apoteket. Men vi skulle bare ned til købmanden…

Fredag var vi ENDNU engang på sygehuset med Karen for at få taget blodprøver. Denne gang blev de taget i armen og de sagde at de tog ekstra, så der var nok.

Lørdag morgen vågnede jeg omkring klokken 7 ved at Ellen skulle på toilettet – Kåre hjalp hende og det endte med at hun kastede op (første gang nogensinde). Men hun havde jo været så fint på toilettet, så hun skulle da have et par chokoladeknapper bagefter! Hun gik ind og sov videre – dog med en skål ved siden af sig.

Så lørdag gik stille og roligt hjemme uden nogle aktiviteter – og bortset fra at hun havde omkring 39 i feber, var på potten en hulens masse gang og ikke gad spise noget som helst, så var hun egentlig ikke syg. Karen er i øvrigt ved at være helt ovre sin forkølelse.

Og så ringede de fra sygehuset – der havde IKKE været nok blod! Så jeg skal afsted igen mandag. ARGH – det er synd for Karen og surt for mig, for jeg må droppe en tid hos fyssen, som egentlig er ret nødvendigt. Specielt fordi jeg fra i morgen er alene med de to om morgenen – Kåre starter på arbejde igen. Og jeg må indrømme at jeg frygter lidt for hvordan det skal gå at få Ellen i vuggestue – det der med at skulle spænde fast og løsne i bilen er ikke spor optimalt med min ryg.

Søndag morgen var Ellen feberfri og bortset fra en del potte- og toiletbesøg, så var hun som hun plejer. Men jeg tror nu mest alle de potte- og toiletbesøg var for at “få noget fra skabet”!

Vi var en tur i skoven i eftermiddags og der var en masse skrig og skrål da klokken blev 17 og jeg okkuperede fjernsynet! Men det var bare surt – mor skulle se håndbold!

Ja, det er en længere historie, men Karen fik jo taget blodprøver fra navlestrengen da hun blev født og vi fik at vide at hun skulle have taget igen på 5. og 10. dagen – ligesom Ellen fik. Men da vi så kom ud til sygeplejersken for at få tiderne blev det rettet til MELLEM 5. og 10. dagen. Og da vi spurgte om hun var sikker, så sagde hun helt bestemt ja, for det havde lægen sagt. Nå, men vi fik så en tid til i onsdags, hvor hun jo alligevel skulle hørescreenes. De ville så ringe tilbage i løbet af torsdagen.

Men da vi så ikke havde hørt noget ringede jeg i går – og de undrede sig over hvorfor vi ikke var kommet for at få taget de prøver der skulle tages mandag! Jamen, når I nu ikke har sagt at der skal tages flere prøver!!!! Det viste sig at en bagvagt havde bedt om at få flere prøver – men det havde vi jo ikke fået noget at vide om.

Så vi kørte ind på sygehuset og fik taget endnu en serie prøver. Og Karen tog det igen i stiv fod – og vi fik lige geocachet lidt på vejen. 🙂

I morges ringede børnelægen så klokken 9. Tallene fra de første prøver havde været skæve og der var ikke blod nok til de næste prøver – så vi skal afsted igen! Stakkels Karen – det bliver fjerde gang hun skal have skåret hul på hælen – og den er allerede rød og øm.

Nu håber vi så bare at der har været et eller andet galt med de første analyser og at disse prøver viser at alt er normalt!

Fra klokken 4 til 8 synes Ellen det var tid til at stå op. Klokken 8 lykkedes det endelig at få hende til at sove igen. Det gjorde så at vi tre piger vågnede omkring 10.30. 🙂

Ellens knude på halsen var ikke just blevet mindre, så jeg ringede ned til lægen og sekretæren gav os en tid 11.35. Så på tre kvarter skulle vi ellers have tøj på, morgenmad, pakket bilen og være ved lægen og klar til at jeg skulle videre til fys. Men vi nåede det – og måtte endda vente mere end en halv time hos lægen – noget der ellers ikke sker her nede.

Lægen undersøgte Ellen grundigt – halsen blev tjekket både indvendigt og udvendigt, ørerne blev tjekket (de var en anelse røde), hun fik lyttet til hjerte og lunger og maven blev gennemfølt for hævede organer. Selv hendes numse blev tjekket, fordi hun de seneste dage har klaget over at den er øm. Men hun har altså bare en luftvejsinfektion og knuden er en særdeles hævet lymfekirtel. Så vi er ganske rolige og Ellen kan sagtens komme i vuggestue i morgen.

Men Ellen var SÅ dygtig – hun kan godt lide at komme ned til lægen, fordi der er et hus hun kan lege med. Men hun gik med til alle undersøgelser uden så meget som et lille brok – selv at blive kigget i ørerne. Og taget i betragtning hvor ked af det hun var, da hun var ved ørelæge, så er jeg meget stolt af hende.

Til gengæld skulle sundhedsplejersken have været her i dag, men hende aflyste vi, da Karen er så forkølet og vi ikke vidste om Ellen smittede. Nu kommer hun på onsdag i stedet for.

Karen er snotforkølet, så hun har svært ved at trække vejret og dermed har hun også lidt svært ved at spise. Så vi har været vågne maaaange gange i nat – mig og Karen.

Ellen hoster lidt – men så har hun en kæmpeknude på venstre side af halsen. Satser på at det er en lymfekirtel der er ved at tage sig af hosten, men er den ikke blevet mindre i morgen, så ryger hun altså en tur til lægen. Hun er heldigvis ikke det mindste påvirket af den og ingen af dem har feber.

Onsdag skulle vi på hospitalet til hørescreening og blodprøvetagning. Første hørescreening gik ikke så godt – hun ville ikke ligge stille. Og vi har også været lidt i tvivl om hvorvidt hun faktisk kunne høre – hun har ikke rigtig reageret på noget. Men da Kåre så skulle rydde LEGO-klodser op tirsdag aften forsvandt tvivlen – Karen lå og sov, men gav et spjæt når der blev smidt klodser i kassen. 🙂

Vi kørte så vi ville være ved hospitalet lige til tiden og så håbede vi at hun ville sove så godt at hun kunne hørescreenes. Det gjorde hun også – der var lidt bøvl med apparaturet, men ikke mere end en genstart kunne klare det. Så skulle hun have taget blodprøve – og det klarede hun også sovende! Hun gav lige et lille klynk da de skar hul på hendes hæl, men det var det.

Så kørte vi ud for at geocache – vi skulle jo lige finde den vi havde ledt efter da Ellen havde været inde for at få taget blodprøve da hun var 5 dage gammel. 🙂 Så Karen nåede altså at blive 7 dage før hun kom med ud at geocache. Det sov hun også fra.

Så kørte vi i Føtex og handlede – det sov hun også fra. Og vi var lige inde ved dyrlægen efter hundemad – Karen sov. Og i vuggestuen efter Ellen – Karen sov!

Og kameraet havde vi glemt hjemme…